Giv kommentar via e-mail

På grund af spammere må vi desværre sætte vores diskussionsmodul ud af kraft. Vi vil selvfølgelig fortsat gerne have kommentarer til de politiske oplæg, men må bede dig at sende en e-mail til jorgen.burchardt (at) mail.dk med teksten.

Undskyld ulejligheden.

Jørgen Burchardt

Kommunal kulturpolitik

En aktiv kulturpolitik!

For SF er kulturpolitik med til at skabe de normer, samfundet bygger på. Den skal fremme livsglæde, nysgerrighed, kreativitet og nytænkning. De innovative evner, som erhvervslivet råber på, hænger efter vores opfattelse sammen med den kulturpolitik, vi fører.
For SF er det vigtigt, at kulturpolitik er med til at flytte grænser og nedbryde barrierer, som kan hindre mennesker i at skabe et aktivt liv.
SF’s kultursyn er dynamisk. Kultur skal udvikle sig og forandre sig selv og os. Derfor vil en kulturkanon f.eks. aldrig kunne blive en del af vores kulturkamp.

Samfundet er i rivende udvikling. Normer nedbrydes, nye traditioner og medier slår igennem, og underholdning, kultur og viden blandes i en mediestrøm, der kan gøre det vanskeligt at skelne, hvad der er hvad. Men kulturpolitikken kan medvirke til at skabe sammenhæng og mening i en omskiftelig tilværelse.

En borgerlig regering, der har haft som målsætning at nedsætte det statslige kulturbudget til fordel for sponsormidler har betydet, at mange institutioner har måttet kommercialisere deres tilbud.
Med den finansielle krise har denne strategi vist sig at medføre stærkt forringet økonomi på en lang række af vores store kulturelle institutioner.

SF vil styrke vores fælles ansvar for såvel den nye aktivt udviklende kunst og kultur som for kulturbevaringen og -formidlingen i form af blandt andet vores museer og biblioteker.

Kommunal kulturpolitik - målsætning!

SF vil arbejde for, at alle har adgang til kulturelle kvalitetstilbud. Hverken økonomi eller geografi skal stå i vejen for deltagelse i et rigt kulturliv. Undersøgelser viser, at forudsætningen for at stoppe fraflytningen fra udkantsområderne er, at der er gode fritidstilbud! Alle kommuner skal have mulighed for at have en bred vifte af faste kulturelle tilbud. Det er ikke tilstrækkeligt med forbipasserende kunstnere og aktiviteter. Der skal foregå en kulturel produktion - og ikke kun i de store byer i Danmark!

Det skal ikke være pengepungen eller postnummeret, der afgør, om vores børn kan gå i musikskole eller billedkunst skole.
Det skal ikke være pengepungen eller postnummeret, der afgør, om man kan komme i teater eller bio.
Det skal ikke være postnummeret eller pengepungen, der afgør, om man kan tage en musisk kreativ uddannelse og evt. blive skabende eller udøvende kunstner.

Derfor skal kommunale projekter følges op af et statsligt medansvar for at få kulturen ud alle steder, hvor folk bor. Egnsteatre og musikskoler var aldrig blevet den succes, de er i dag, hvis vi ikke havde haft en ordning, hvor hver kommunal krone bliver fulgt af en statslig krone!

Forslag til kommunale initiativer:

• ” SF vil arbejde for at sikre og udbygge bibliotekerne. Sammen med andre kulturelle institutioner som fx idrætsanlæg skal de udvikles til egentlige møde og væresteder, der fx kan være stedet hvor man møder forfattere og andre kulturarbejdere til inspiration og fordybelse.
  ” SF vil arbejde for at alle kommuner kan tilbyde kvalitets undervisning i fritiden til vores børn og unge i musik, dans billedkunst teater mm.
  ” SF vil samtidigt arbejde for øvemuligheder og spillesteder, så alle kommuner får mulighed for et levende kulturliv.
  ” SF vil arbejde for at der bliver lokaler til udstilling og formidling af både lokale produktioner og af gæsteudstillere.
  ” SF vil arbejde for, at den lokale kulturarv og historie kan give inspiration og kendskab til os og til kommende generationer. Derfor skal lokale arkiver og lokale historikere have stillet lokale til rådighed for deres materialer.
  ” SF vil arbejde for at offentlige rum såvel inde som ude bliver udsmykket, så de kan give anledning til inspiration og debat i dagligdagen. Borgerne skal inddrages i processen omkring større udsmykninger.
  ” SF vil arbejde for at give gode rammer til lokalt foreningsarbejde.
  ” SF vil renovere og udbygge vores idrætsfaciliteter. Vi opfordrer til at man lokalt formulerer idræts og bevægelsespolitik for at styrke den frivillige idræt og folkesundheden. Især vil vi fokusere på, hvordan alle sociale grupper og aldersgrupper kan blive inddraget og omfattet!
  ” SF vil arbejde for, at der oprettes en statslig pulje, hvor man kan søge til nye idrætsprojekter og aktiviteter.
  ” SF vil arbejde for at give byboere adgang til naturen gennem vandre- cykel- og løbestier, der kan binde by og land sammen.
  ” SF vil arbejde for at den kommunale kulturforvaltning bliver andet og mere end forvaltere af driften af kulturen. Vi vil udfordre, inspirerere og forvandle, for at sikre dynamikken i den lokale kultur.

En dansk sprogpolitik

Et sprog kan dét som det bliver brugt til

(Jørgen 20/12 2008; revideret udgave af forslag af 14/3 2003 ved Ole Sohn)

Dansk er et sprog af høj kvalitet, under konstant udvikling og bærer af det fælles værdigrundlag. Skal det vedblive med at være dette i en stadigt mere globaliseret verden, kræver det en aktiv sprogpolitik, hvorved det får rammer inden for hvilket det fortsat kan udvikle sig.

Et sprog bliver ganske langsomt fattigere, hvis det ikke udvikler sig på grundlag af sin egenart, men blot adopterer ord fra fremmedsprog uden fornemmelse for sprogets egenart og sammenhængen i sproget.

Det er vigtigt, at sproget giver optimale muligheder for at udtrykke sig præcist ved hjælp af sprogets mange nuancer. Det kræver at sproget er levende, og at sproget er under konstant udvikling på sine egne præmisser og ikke på andre sprogs præmisser.

Sproget har også stor betydning for kunsten. De dybeste, mest nuancerede og præcise udtryk kommer bedst frem i litterære kunstværker, der er skrevet på modersmålet.

SF foreslår derfor:

• Dansk skal være et komplet og kulturbærende sprog
• Det offentlige dansk skal være korrekt og velfungerende
• Alle skal have ret til et sprog: dansk, modersmål, fremmede sprog

Globaliseringen forandrer den sproglige situation for dansk. På flere og flere områder især inden for videnskab, erhvervsliv og højere uddannelser benyttes engelsk i stigende grad, da det giver øgede muligheder for samarbejde på tværs af nationale og sproglige grænser. Denne udvikling skal naturligvis ikke stoppes, men når en stadigt større dele af samfundet bliver engelsksproget, kan det indebære en fare for deling af samfundet, hvor eliten indenfor erhvervsliv og videnskab udelukkende bliver engelsksproget, hvilket vil hæmme udviklingen af og sammenhængskraften i det danske sprog.

Dansk skal i mange år fremover fortsat være det fælles kulturbærende sprog. Et sprog kan dét, som det bruges til. Det skal bruges, så dansk ikke lider et domænetab. En handlingsplan for udviklingen af det danske sprog:

• En sproglov, der skaber rammerne for en aktiv sprogpolitik
• Parallelsproglighed, der skal undgå domænetab af dansk
• Sprogministerium, der indarbejdes under Kulturministeriet med ansvar for styrkelse af det danske sprogs position

En ny sproglov skal fastslå, at dansk fortsat er et komplet og kulturbærende sprog, som har stilling som Danmarks hovedsprog. Derfor skal sproget forbedres i massemedierne, i den offentlige administration og på IT-området. Sproget er nøglen til uddannelse og en forudsætning for, at man kan tage aktiv del i den offentlige debat, og at man kan hævde sine rettigheder.

Parallelsproglighed skal sikre, at dansk bruges, hvor det ellers er naturligt at bruge et andet sprog. Det kan eksempelvis ske ved, at videnskabelige afhandlinger skrives på dansk og oversættes til engelsk, eller at der som minimum udarbejdes et resumé på dansk. Det vil bidrage til at sikre dansk som et videnskabssprog.

Hensigten med at fremme parallelsprogligheden er også at sikre, at flest mulige tillige behersker verdenssproget engelsk og kan bruge begge sprog i forskellige situationer. Derfor skal engelskundervisningen også styrkes.

I lyset af globaliseringen bør alle have mulighed for at tilegne sig endnu et fremmedsprog. Det kan udover spansk, fransk og tysk eksempelvis være arabisk, tyrkisk, urdu, farsi, somali, kinesisk og vietnamesisk.

Idræt

(Henning 11.12.08)

Idræt er en af de mest folkelige dele af kulturen. Når idræt er bedst, mødes der folk med forskellig social baggrund i fælles aktivitet. Der slippes stærke følelser løs, og folk udvikler en “vi”-identitet. Der dannes venskaber og netværk. Derfor har idrætten en høj prioritet i SF’s kulturpo­litik.

Men idræt er ikke en entydig størrelse. Den er som al anden kultur sammensat og modsætningsfyldt. Ikke alt i idrættens verden er lige godt. SF’s idrætspolitik støtter først og fremmest den folkelige, selvorganiserede idræt, som vokser nedefra. Alle skal have mulighed for at være med, hver på sin måde og på egne præmisser.

Vigtige målsætninger for en socialistisk idrætspolitik er mangfoldighed, kropslig ytringsfrihed, decentralisering og kulturel demokrati. Idrættens kvalitet ligger ikke først og fremmest i resultater og medaljer, men i at idrætten kan aktivere mennesker til kropskulturel udfoldelse i fællesskab.

1. Foreningsidrætten. De frivillige foreninger er grundstammen i dansk idrætsliv. De må sikres gennem lokal indflydelse på fordelingen af kommunernes tilskud. Men også fornyelse er vigtig, og derfor skal nye initiativers vilkår fortsat sikres, som det bl.a. skete gennem “mindst 5%-puljen”. Demokratiet inden for foreningslivet skal udvikles.

2. Flere landsorganisationer kvalificerer idrættens kultur med deres særlige konsulentvirksomhed og uddannelsesprogrammer på forskellige måder. Denne mang­foldighed er med til at fremme ytringsfriheden og de kulturelle valgmuligheder. SF modsætter sig tendensen til at påtvinge en idrættens enhedsorganisation. Alle idrætsorgani­sa­tio­ner skal have ret til samarbejde med de udenlandske eller internationale idrætsorgani­sa­tio­ner, de ønsker.

Organisationernes tilskud skal ikke gives auto­matisk. Tilskuddet skal ud i en bred offentlig og kulturpolitisk debat, der vurderer og nuancerer organisationernes og idrættens forskellige kulturelle profiler.

3. Eliteidrætten er en vigtig kulturel faktor i kraft af sine muligheder for kvalitet, udtryk og identifikation. I en tid, hvor kommercielle interesser i stigende grad besætter området, er det vigtigt at fastholde en holdningsmæssig og økonomisk modpol. Team Danmark som en halvoffentlig organisation bør være i stand til at repræsentere en dansk model for eliteidrættens fremme og profilering. Team Danmarks virke må derfor i frem­tiden måles på denne kulturpolitiske opgave. Organisationen må risikere konflikten med specialforbundenes snævre medie- og sponsororienterede interesser, bakke op omkring eliteidrætsudø­vernes menneskerettigheder og ytringsfrihed samt udvikle eliteidrættens æstetiske kvalitet. SF modsætter sig sammenlægningen mellem Team Danmark og private interesseorganisa­tioner som Danmarks Idræts-Forbund og Olympisk Komite.

Dopingproblematikken belyser problemet ved at bestemte eliter producere top­præsta­tio­ner på markeds- og medieinteressernes vilkår. Idrætsorganisationernes evne til at modvirke doping gennem deres kulturelle virksomhed burde være en betingelse for, at de får offentligt tilskud.

4. Den mangfoldige, brede idræt, som dyrkes uden for idrætsforeningerne og organisationerne, har vanskelige vilkår især i storbyen. Mange børn og unge samt ældre står uden for den organiserede idræt. Af sproglige og kulturelle grunde har også de nye etniske mindretal svært ved at få tilgang. Kulturpolitikken må sørge for, at disse og andre grupper ikke bliver overladt alene til den kommercielle idræts tilbud.

5. Idræt har også en dimension af sundhed i en verden, som er i stigende grad præget af stillesiddende arbejdsformer og livsstilssygdomme. Motion i naturen og bevægelseskultur på cykel er noget andet end sport og kræver speciel opmærksomhed. Dette gør et nyt samspil mellem kulturpolitik, sundhedspolitik, trafikpolitik og miljøpolitik nødvendigt.

6. Idrættens kulturelle muligheder uden for idrætsorganisationerne tjenes bedst gennem en halvoffentlig instans, som servicerer den brede idræt på lignende måde, som Team Danmark arbejder for elitespor­ten. I overensstemmelse med armslængdeprincippet skal en idrættens udviklings­fond danne en tredje pol mellem staten og interesseorganisatio­nerne. Den skal – på armslængdes afstand – støtte den aktivitetsmæssige fornyelse, som idrætten som civilsamfundsmæssig kultur har behov for.

7. Grøn idræt. Planlægning for idrætten og dens anlæg har økologiske konsekvenser. Idrættens faciliteter lever kun sjældent op til de kulturelle, sociale og økologiske værdier, som idrætten påberåber sig. Der opstod en standar­diseret containerarkitektur, som er uden sammenhæng med boligmiljøet og uden hensyn til landskabet. Fornyelse burde ske efter principperne af decentralisering og nærhed, små enheder, åbne og fleksible former, tværgående aktivitetsmuligheder, økologisk forsvarlighed og kulturel manifestering.

Lokale- og Anlægsfondens virksomhed for innovation i idræts- og kulturbyggeri skal derfor støttes og udbygges. Byland­skabet og boligmiljøerne skal forsynes med grønne områder. Brakliggende landbrugs­områder skal udvikles til bevægelseslandskaber, der imødekommer menneskenes kropslig-kulturel­le behov.

Kulturel selvaktivitet

(Henning 11.12.08)

Tre kulturområder konkurrerer inden for kulturpolitikken med hinanden om befolkningens opmærksomhed og om midler: dannelseskulturen, den kommercielle kultur og folkekulturen. Dannelseskulturen har udviklet sig på grundlag af den borgerlige finkultur og den eksperimenterende avantgarde. Den kommercielle kultur følger markedets præmisser. Folkekulturen er baseret på selvaktivitet af mennesker, som ikke nødvendigvis professionelt er involverede. Mens den ældre folkekultur som amatørteater, foreningsidræt, korsang og folkedans forholder sig overvejende til traditionen, er de nyere græsrodskulturer som ny spillemandsmusik og ungdomsrock, egnsspil, graffiti, ø-lejr, alternative folkeaviser og bogcaféer snarere opstået i protest mod den voksende bureaukratisering og markedgørelse af tilværelsen. Men også familiemønstre, samværsformer, mad og spisning, bevægelse i naturen og andre mønstre inden for kulturen i bredere forstand kræver politiske holdninger.

De forskellige kulturområder har hver deres ret, men står i en ubalance i forholdet til midlerne. Mens den kommercielle kultur bærer sig selv i følge af erhvervslivets og sponsorernes interesse, koncentrerer den offentlige kulturstøtte sig om dannelses­kulturen. Folkekulturen har måttet nøjes med forholdsvist beskedne beløb, som i det væsentlige kommer fra folkeoplysningssiden og undervisningspolitikken snarere end fra kulturpolitik­ken (med idræt som markant undtagelse).

Ud fra et socialistisk kultursyn er denne ubalance uheldig. Selvaktivitet – selvforvaltning, frivillighed og dannelse af fælles­skaber – er centrale værdier. Kultur er ikke kun noget, man “går til”, men noget man selv udfolder og står for.

1. Den kulturelle selvaktivitet skal støttes ved i stigende grad at anerkende kulturel virksomhed som alternativt arbejde og dermed kultur som et alternativt rigdomsbegreb. En kulturel nyforståelse af arbejdsbegrebet har særlig betydning for dem, der står uden for arbejdsmarkedet, især for de ældre og for børn og unge.

De ældre er ikke en “rest” fra arbejdsverden. De ældres erfaring og kunnen er en uvurderlig ressource for kulturen.

Børn og unge er ikke en “endnu ufærdig” gruppe, som gennem fritidspolitikken skal “passes” eller gennem undervisningspolitikken skal kvalificeres til fremtidig arbejds­kraft. Børn og unge er den kommende kulturs bærende kræfter. SF kræver en positiv sær­prioritering af kulturen for begyndere.

2. Folkeoplysningen har traditionelt haft en stærk stilling i dansk politik. Det er glædeligt, men har ført til en uheldig sektoropdeling mellem kultur og folkeoplysning. Højskolerne er med politisk betinget tilfældighed blevet skubbet frem og tilbage mellem forskellige ministerier.

SF går ind for, at kultur og folkeoplysning – forstået som folkelig oplysning – sam­men­tænkes og i praksis sammenkobles på nye måder.

3. Kulturen udfolder sig der, hvor mennesker bor. Derfor har det for SF høj prioritet, at der etableres og støttes kulturhuse i lokalområderne som rammer for fællesskab – medborgerhuse, musikhuse, bevægelseshuse. Der skal fortsat eksperimenteres med skoler og folkebiblioteker som kulturcentre for folks selvaktivitet.

4. Selvaktivitet får særlig betydning for den nye teknologikultur, som er karakteriseret af ekspanderende informations- og medieteknologier, knaphed af energi, hurtig teknologisk fornyelse og nye sociale skævheder mellem teknologisk kompetence og inkompetence. Over for den truende økonomiske koncentration og fremmedbestemmelse på det teknologiske område går SF ind for en kultur af lokal selvorganisering og andelsfor­eninger. Folkecentre for fælles brug og udvikling af alternative energikilder, medier, EDB og anden ny teknologi er en gangbar vej.

5. De nye danskere udfordrer, beriger og perspektiverer dansk kulturel identitet. Denne proces skal støttes ved at give de nye etniske mindretal udvidede muligheder for kulturel udfoldelse i forlængelse af de traditioner, som jødiske menigheder, tyske institutio­ner i grænselandet, grønlænderhuse, inuitteater etc. har haft. Den kulturelle berigelse forudsætter imidlertid gensidig anerkendelse og respekt. Samhørighed og samspil tjenes bedst gennem en to- eller flersproglighed med dansk som den ene af delene.

I den kulturelle proces af dialog og gensidig udfordring på dansk grund skal der holdes en balance mellem anerkendelsen af forskellige etniske kulturer og den flerkulturelle generation, som ikke rummes i en traditionel kategorisering af etnisk identitet.

Det mellemfolkelige møde på dansk grund er også et felt for kulturkamp, så snart kvindernes rettigheder, religionsfrihed, omskæring, børneægteskaber etc. er på tale. SF støtter de kritiske kræfter inden for de etniske mindretal, som sigter mod nye kulturformer på dansk grund.

Kulturpolitikkens rammer

(Henning 11.12.08)

Mennesker engagerer sig i kulturlivet i rammen af deres sociale vilkår og økonomiske forudsætninger. At være fortrolig med sproget, kulturen, historien og samtiden kræver kundskaber, nysgerrighed og lyst til at udvide sin horisont. Kulturel udfoldelse sprænger grænser og skaber møde mellem mennesker. Kulturen er blevet en ressource i økonomien, der skaber arbejde for mange – også i afledte industrier som turisme, handel og lignende.

Tilstedeværelsen af en fri og uafhængig kunst er altafgørende for et demokratisk samfund og en forudsætning for et veludviklet og mangfoldigt kulturliv. Derfor skal samfundet give rum og økonomiske muligheder for den eksperimenterende kunst.

Kultur bærer sin værdi i sig selv. Men kulturpolitikken får en speciel betydning under globaliseringens vilkår, som opsplitter samfundet mellem dem, der er med, og dem, der skubbes uden for. Socialistisk kulturpolitik står imod disse markedskræfter og arbejder for det fælles sprog, baserende på myndige menneskers autonomi.

Den snævre sektor, den brede kultur og kulturkampen

Kultur betyder, at menneskene udfolder deres eget liv efter deres egne præmisser – og gør det i fællesskab. Socialistisk kulturpolitik sigter på at udvikle mulighederne for denne udfoldelse og at udvide dens rammer.

Kulturen rummer imidlertid indre modsætninger, som kulturpolitikken må forholde sig til. For en forståelse og politisk bearbejdelse af disse modsætninger er det nødvendigt at overskride de traditionelle kulturbeg­rebers grænser.

Kultur som sektor: I den politiske verden arbejder man med et snævert kultur­be­greb, som kultur­poli­tikken bygger på: Kultur er, hvad der admini­strativt sorterer under kulturmi­ni­steri­et og under de kommunale kultur­- og fritidsnævne. Kultur er en sektor. Kultur er noget, man går til.

Den brede kultur: Et bredt kulturbeg­reb, som stammer fra antropologi­en, siger derimod: Kultur er måden, menne­ske­ne gestalter deres liv på. Kultur forstås som helheden af menneskenes sociale livsform. Alt er kultur.

Kulturkamp: Begge kulturbegreber – det sektorielle og det altomfattende – har deres nødvendighed. Men de er ikke til­stræk­kelige, når man vil forholde sig til de betydningsfulde brydninger i samfundet. Her er det nødvendigt at forstå kultur på en tredje måde: Kultur er et felt af socialt liv, hvor der står kultur imod kultur, hvor der er forskels­dannelse og afgrænsning. Kon­flikt og brydning, spændin­ger og modsæt­ninger kan resultere fra dette. Kultur er, hvad der lægger op til kultur­kamp.

Kulturer: Det er mis­visende at tale om kulturen i ental. Kultur består af et flertal af kulturer – hvis forhold til hinanden forandrer sig i historiens løb. Dansk kultur i det moderne samfund begyndte som et sammensat billede af aristokratisk kultur, borgerkul­tur, land­bokultur og arbej­derkultur, som i det tyvende århundrede er blevet suppleret og nuan­ceret af nye reformkulturer, kulturra­di­kalis­me, underholdningsindustri, velfærds­kultur og græsrodskulturer. Den kulturelle mangfoldigheds fremtid er åben. Dansk kultur baserer på anerkendelse af kulturernes flertal.

Dannelseskultur, kommerciel kultur, folkelig kultur

I kulturens felt træder især tre kulturområ­der frem: dannelseskultur, kommerciel kultur og folkekultur.

Dannelseskulturen, som også betegnes som elite- eller fin­kulturen, præger traditionelt vort syn på kulturpolitikken, men skal ikke misforstås som en enhedskultur. Dannelseskulturen repræ­sen­terer højtspecia­lisere­de produktioner og aktivi­teter – professionelt teater, billedkunst, litteratur, film og dans samt hertil knyttede formidlings­institu­tioner som biblioteker, museer, koncerthuse og galleri­er. Dannelseskulturen har sin humane dimension i fordybelsen og lægger dermed op til kulturproducenternes professionalisering.

Elitekulturen dif­ferenti­erer sig yder­ligere. Den klassiske dan­nel­ses­kultur satser på kulturarvens kontinuitet. Den eks­perimen­terende avant­garde­kul­tur, som søger fornyelse og udfordring.

Den kommercielle, industrielle eller massekultur udvikler sig efter markedsøkonomiske kriterier. Det gælder om at lave noget, som kan sælges: ugeblade, kommerciel video, tv og film, spil, popmusik, legetøj, helseidræt, forlystelsesparker etc. Underholdningsindustrien tilbyder adspredelse, spænding og gys. Massekulturen til­fredsstiller menneskenes behov for oplevelse, men er samtidig drevet af nødvendigheden om løbende at skabe nye behov. Den kommercielle kulturs succes måles efter de store tal – af seere, aftagere. Men den har også fingeren på pulsen i befolkningen og kan lægge op til udfordring og nytænkning, som rockmusikken har vist.

Fælles for dannelses- og massekulturen er, at de handler om tilbud og forbrug. Her har produktionsbegrebet – med den bagside, konsumptionen – sin mening. I begge to tilfælde er kultur noget, man går til – eller zapper sig ind i. Som almindelig deltager skaber man ikke tingene selv og er ikke selv kultur-”producent”, men tager “tilbud” imod.

Her danner folkekulturen et kontrast­billede. “Folks egne kultur” består af aktivi­teter og initiati­ver nedefra. Den udspringer af folket selv og finder sted på folks egne præmisser. Den er lokal og udfoldes i det civile samfunds frivillige fællesskaber. Deltageren er ikke nødvendigt professionelt involveret, den kan være aktør og modtager samtidig, og dermed bortfalder her opdelingen mellem produktion og forbrug.

Også folkekulturen er dif­feren­tieret. Den ældre folke­kultur forholder sig overvejende til traditioner: ama­tørmu­sik, for­enings­idræt, folkedans, banko, fest i for­samlings­huset etc. De nyere græs­rods­kul­turer er snarere opstået i protest mod den voksende bureau­krati­sering og kommercialisering og finder deres udtryk i med­borger­hus og gade­fest, rytmisk musik og ny spille­mands­musik, ung­doms­kul­turer og graffiti, alterna­tive folkeaviser, egnsspil, bogcafé og lokal­radio etc. Folke­kulturen er ikke noget specielt socialistisk, men dens sammen­hæng af selvaktivitet og selvforvaltning, frivillighed og dannel­se af fælles­skaber står de socia­listiske visioner nær.

SF’s kulturpolitik lægger ikke op til at spille disse forskellige kulturområder ud imod hinanden. De har hver deres ret. Men de er samtidig i ubalance i forholdet til den offentlige støtte og i forholdet til markedets opmærksomhed. Mens den kommercielle kultur bærer sig selv økonomisk, støtter den offent­lige kulturpolitik først og fremmest dannel­seskul­turen. Folkekulturen må – bortset fra idræt – nøje sig med forholdsvist beskedne beløb, som til nogle dele kommer fra folkeoplysnings- og undervisnings­politikken snarere end fra kulturpoli­tikken.

Socialistisk kulturpolitiks værdier

Manglen på balance i forholdet mellem dannelseskultur, kommer­ciel kultur og folkekultur kan godt forstås ud fra spæn­dingsforholdet mellem staten, markedet og det civile samfund. Den offentlige sfære har, siden enevælds-kongernes kulturpolitik, haft en særlig tilknytning til dannel­seskulturen, både klassemæssigt og gennem skolen som enhedskulturens garant. Markedet tager sig af den kommercielle kultur. Folkekul­turen har et problem. Den er indeklemt mellem vel­færdsstatslig i-brug-tagelse på den ene side og kommerciali­sering på den anden. Den har altså særlig behov for opmærksom­hed og støtte efter sine egne præmisser.

Det gælder især for en socialistisk kulturpolitik, som støtter oprørske elementer og modkræfter over for markedets fremstormen. Socialistisk kulturpolitik vedkender sig de historiske rødder, som den selv har – arbejderkulturen og kulturra­dikalismen, højskole- og andelsbevægelsen. Men den overser ikke deres respektive begrænsninger. So­cialistisk kulturpolitik går ind i kultur­kampen med sigte til at styrke det civile samfund over for markedet – men også over for statslig formynderi.

SF’s kulturpolitik er bestemt af værdierne:

- Kulturelt demokrati

- Mangfoldighed og forskellighed

- Bred tilgængelighed og folkelig solidaritet

- Tværkulturel åbenhed og international solidaritet

- Ytringsfrihed

- Selvforvaltning og fællesskab

- Kvalitet

- Kulturkamp.

1. Den kulturelle sektor skal administreres efter principperne af kulturelt demokrati. Men også indholdsmæssigt er kulturpolitik som indsats for sprog, dannelse, folkeoplysning og kulturarv et bidrag til fælles identitet og dermed forudsætning for levende demokrati.

2. Kulturens mangfoldighed betyder at anerkende forskellighed og støtte fornyelse. SF’s kulturpolitik styrker både den sublime del af kulturen og folkekulturen som modvægter imod markedets kommercielle underholdningskultur

3. SF’s kulturpolitik arbejder for alles lige mulighed til at deltage i kulturlivet. Vi satser på en bred, folkelig kultur, både hvad angår tilgængeligheden af kulturoplevelser og folks selvaktivitet. Her gælder indsatsen især børnekultur.

4. SF’s kulturpolitik virker for tværkulturel åbenhed og mellemfolkelig solidaritet. Det gælder både den internationale kulturudveksling og mødet mellem forskellige kulturer inden for landet. På internationalt plan kræves der særlige indsatser for, at udtryk, som er forankret i den danske virkelighed og i danske normer, på en effektiv måde kan konkurrere med de massive kulturtilbud, som kommer fra andre landes kulturindustri.

5. SF’s kulturpolitik værner om ytringsfrihed og vil skabe reelle muligheder til at udøve den. Kunstnerisk frihed skal sikre kulturens eksperimenterende og udfordrende kraft.

6. SF arbejder for decentralisering og selvforvaltning i kulturens felt. Kulturens offentlige institutioner, nævn og råd skal holde en armslængdes afstand både til den statslige og til de organiserede interessers magt.

7. SF støtter kulturens kvalitet. Kultur på højt niveau er kultur, der vil noget.

8. Imod højrefløjens anstrengelser, om at gøre kulturen afhængig af det kapitalistiske marked og dets globalisering, skal kulturkamp til.

International kulturudveksling

(Henning 11.12.09)

Globaliseringen af kulturindustrien – lige som af vareproduktionen og kapitalbevægelserne generelt – foregår først og fremmest på markedets præmisser. I denne proces skabes kulturelle standardiseringer og ubalancer af nykolonial art, som truer de enkelte folks egne udtryk. Kulturel ensretning underminerer den demokratiske selvbestemmelse, som folk har udviklet gennem historien.

Den Europæiske Union er, hvor den er bedst, tænkt som modvægt. Men den blev reelt opbygget efter markedets logik og uden om folkenes demokratiske indflydelse. Unionen har både et kulturelt og et demokratisk underskud.

Af­standen mellem folks livsverden og beslutningsinstanserne vokser. Kulturen er et væsentligt område, hvor et opgør med disse nye former af fremmedgørelse kan foregå. Kulturernes mangfoldighed, anerken­delse og selvbestemmelse er del af demokratiet som livsform. Kultur har med selvværd at gøre. Kultur er anerkendelse af den anden kultur.

1. Det danske sprog er et afgørende element i den danske identitet og en vigtig basis for social modstand imod ethvert forsøg på en – global eller europæisk – enheds­kultur. Oversættelse, både fra og til dansk, er afgørende for kulturens overlevelse og skal ikke overlades til markedskræfterne alene. Den sprogpolitiske indsats har ikke kun en bevarende, men også – især – en udfarende dimension. SF ser det som en vigtig dansk opgave i internationalt sammenhæng gennem kulturel praksis at skabe et modbillede til nyliberalismens forestillinger om de stores og stærkes overlevelse og de små kulturers nødvendige undergang.

2. I rammerne af den Europæiske Union truer en liberalisering og markedgørelse af kulturen, en prioritering af erhvervspolitiske mål og en central bureaukratisering af kulturpolitikken. Over for dette kræver SF, at dansk kulturpolitik i samarbejde med ligesindede kræfter i andre lande sikrer den fortsatte mulighed for offentlig kulturstøtte på nationalt plan. De kulturelle mindretalsrettigheder nævnt i EU-traktaten skal præciseres, udbygges og gøres forpligtende i alle medlemslande.

3. Ved siden af den dannelseskulturelle udveksling og støtten til fremstød af den danske avantgardekunst i udlandet skal mellemfolkelig kulturudveksling i SF’s kulturpolitik have høj prioritet. Internationalt kulturmøde skal ikke mindst inddrage børn og ældre, både som publikum og som aktører. Festivaler og stævner skal synliggøre og give inspirationer til det mellemfolkelige kulturmøde.

4. Den internationale kulturkamp foregår også i forbindelse med ophavsretten. SF går ind for den europæiske model, der styrker de udøvende og skabende kunstners ideelle og økonomiske rettigheder og friheder, i modsætning til den amerikanske og markeds­liberale model, der prioriterer de rettigheder, som knytter sig til erhvervsvirksomhedernes økono­mi­ske inve­steringer i kulturproduktionen.

5. Danske kulturhuse i udlandet synliggør, hvad dansk kultur står for. Dette netværk skal udbygges, fortsat baseret på armslængdeprincippet. Dansk Kulturinstitut kan ikke erstatte kulturministeriets internationale indsats, men danner en model for samarbejdet mellem offentlig kulturpolitik og civilsamfundsmæssige initiativer. Andre lande og kulturer skal op­muntres til at indrette deres kultur­huse i Danmark på lignende måde.

6. Kulturelle mindretal i Danmark, især etniske minoriteter, er en vigtig ressour­ce for det interkulturelle møde. Deres to- og flersproglighed bidrager til en kvalificering af oversæt­tel­ses­kulturen. Mindretallene skal støttes som ressourcer for en dansk dialogisk “verdens­kultur”, der bygger på en anerkendelse af modersmålet og på den sproglig-kulturel­le forskellighed som grundlæggende værdier.

7. Retten til kulturel mangfoldighed er et konkret bidrag til fredens kultur, som er mere end fravær af krig. SF betragter den kulturelle indsats i de mellemfolkelige relationer som central for en ny internationalisme, for kulturernes fredelige sameksistens. Mellem­folkeligt samarbejde, udveksling og solidaritet er et alternativ til globaliseringen efter markedets præmisser.

8. Kultur er en vigtig del af græsrøddernes oprør imod den kapitalistiske globalisering og imod højrefløjens krigspolitik. Hvis globaliseringskritikken skal være mere end velmente kritiske ord og konferencer – og andet end voldelige optrin – skal der kulturel fantasi til, kulturelt attac.

Her kan vi kommentere

Velkommen til denne interne del, hvor vi kan kommentere de forskellige oplæg.

Vælg det indlæg, du vil kommentere, under rubrikken “Seneste indlæg” til venstre. Der åbner sig et nyt vindue, hvor du kan læse hele indlægget, eventuelle kommentarer og nederst kan du selv skrive dine kommenter.

Hvis du vil sige noget generelt om bloggen, kan du skrive det under dette indlæg.

Hvis du vil ændre dit kodeord etc., kan du komme til din personlige side via “Sideadmin” under “Meta” til højre.

God debat!

Jørgen