Vi bør passe bedre på vores kunstnere

 

– og give dem bedre karrieremuligheder frem for dagpenge og vuggestuearbejde.

Status: Første udkast 20. januar 2013.

Tovholder: Rune Solvang

Danske kunstneres vilkår

Har man gennemført en kunstnerisk uddannelse med høje karakterer, har man papir på at man er dygtig til sit fag. Dette er dog på ingen måde nogen garanti for at den kunstneriske karriere starter her. Påstanden om, at hvis kunstneren bare har talentet, skal der nok automatisk komme et verdensnavn ud af det, er en myte. I virkelighedens verden er det, i høj grad, markedskræfterne der hersker, som hvis det var kosttilskud eller en anden vare man solgte. Derfor er det at have et stort forretningstalent og gerne et godt og hjælpsomt netværk ofte et absolut krav, for at kunne komme til at leve af sin kunst.

Dette kan nok aldrig ændres fuldstændig, til at det er talentet alene der er afgørende. Men der kan gøres en hel del tiltag for at kunstnernes overlevelses muligheder som kunstnere bliver større. Dette vil ikke kun være til gavn for kunstneren, men også til gavn for samfundet, der har betalt den ofte meget dyre uddannelse og har brug for kunsten til at udvikle og forny sig.

De danske kunstnere bør måles på kunstnerisk talent og ikke forretningstalent.

Hvis en billedkunstner sætter et kunstværk til salg, eller en musiker udgiver en CD bliver man betragtet som selvstændig erhvervsdrivende på lige fod med forretningsfolk, der vil starte en stor industrivirksomhed. Derved er man udelukket fra at modtage dagpenge eller kontanthjælp, også i de tilfælde, hvor man stort set ikke tjener noget på det. Man kan kun modtage ydelser ved at have en hovedbeskæftigelse, der intet har med den kunstneriske virksomhed at gøre, fx telefonsælger eller handicaphjælper, hvorved man har det kunstneriske som selvstændig bibeskæftigelse.

En almindelig selvstændig erhvervsdrivende kan komme tilbage til dagpengesystemet ved at nedlægge sit firma, eller starte forfra med et nyt firma, men en kunstner kan ikke bare stoppe salget eller udgivelsen af sit værk, og er derfor udelukket af dagpengesystemet for bestandig. Dette er dræbende for den kunstneriske virksomhed og desuden med til at gøre karrierestarten ekstra svær for upcoming kunstnere. Alt for mange må opgive efter nogen tid, de skifter branche og mange tager mere eller mindre fra start af ufaglært arbejde. En klassiker for musikere er eksempelvis handicaphjælper.

Huskunstnerordningen

Huskunstnerordningen blev reduceret for nogle år siden – for alle kunstgenrer. Det er ellers en god mulighed for at få en beskæftigelse med skabende kunst til gavn for både kunstneren, og institutionen, som så har et publikum, der kan opleve og få et forhold til ny dansk kunst. Frem for at reducere ordningen burde den, eller en lignende ordning, udvides. Det burde være naturligt at alle elever på alle klassetrin jævnligt stiftede bekendtskab med levende kunst. Der ligger her en enestående mulighed for at skabe et frugtbart møde mellem den professionelle kunstner, eleven og læren til inspiration for alle. Dette bør ikke mindst tænkes ind i planerne om den nye heldags skole.

Musik

Det er generelt for svært for danske musikere at slå igennem, bortset fra populærmusikken. Der er selvfølgelig danske verdensnavne, fx folk der har dog vundet en konkurrence i for unge musikere og på den måde slået deres navn fast, men ud af den store talentmasse, der er i landet, er det forsvindende få. Folk vil gerne opleve vidunderbarnet, og der satses for ensidigt på unge talenter. Når man er færdig på konservatoriet, er man upcoming og kan tjene penge på sin kunst, men gabet mellem upcoming og etableret navn og siden hen at ”man kan leve af det” er for stort, og der er for mange musikere, der ikke har forretningstalent eller et solidt netværk, der tabes på gulvet. Det er barske vilkår for det øverste led i den musikalske fødekæde.

Efter endt uddannelse, som kan konkurrere med jagerpilotuddannelsen om at være Danmarks allerdyreste, kommer et meget højt antal danske musikere ud i arbejdsløshed – vel og mærke uafhængigt af konjunkturerne. Mange har småjobs ind i mellem, men for det meste ikke noget, der giver meget i det lange løb. De fleste stillinger der findes, er hovedsagligt inden for undervisning/musikskoler, orkestre, kor, opera og musicals, men de hænger for det meste ikke på træerne, bl.a. fordi det gerne forudsætter, at et job bliver ledigt – der er en, der skal sige sin stilling op først. Musikere er meget længere tid om at blive implementeret på arbejdsmarkedet end andre brancher, og en mærkbar del ender med at opgive for derefter at skifte branche – også store talenter.

København ligner på musikområdet mest en provinsby frem for den storby eller metropol, den mere burde være. Byen har et meget begrænset musikmiljø, selv der er en enorm talentmasse. Men den bliver ikke udnyttet. Der mangler ellers ikke steder at optræde eller publikum, men de større koncertsale og spillesteder satser for ensidigt på verdensnavne. Forbindelsen mellem musikere og spillesteder er ikke særligt god. Musikerne er overladt til sig selv, deres forretningstalent og netværk på godt og ondt. Der gøres dog meget fra Dansk Musikerforbunds side bl.a. gennem deres kursuscenter Artlab for at klæde musikerne på til disse vilkår.

Bookingbranchen kan for det meste bruges, når det drejer sig om underholdningsmusik og større rytmiske navne. Branchen er desværre ikke særlig troværdig for mange musikere, da den er gennemsyret af brodne kar. Der er historier om, at bookere ikke leverer den service, som musikerne betaler for, og endda bondefanger musikerne gennem kontrakter, der måske binder dem til resten af livet. Men de steder, hvor den fungerer, er det en økonomisk gevinst for samfundsøkonomien, og der eksporteres også til udlandet i stor stil.

Den musikalske fødekæde frem til konservatorieniveau fungerer forholdsvis godt. Der er kommunale musikskoler over hele landet, samt et stort antal private og mange andre tilbud så som amatørorkestre m.m. En del musikskoler er dog presset på økonomien og der er flere steder, hvor undervisning i nogle instrumenter er sparet væk.

Det er et grundlæggende problem i strukturen i de kommunale musikskoler, hvorved langt hovedparten først begynder at spille et instrument som 9-årig efter tre års musikskolegang. Det betyder, at det er en stor udfordring eleverne at blive dygtige nok til at komme ind på konservatoriet særligt på klassisk linje inden 19-22-årsalderen, hvor de fleste vælger uddannelse. Eksempelvis begynder man på Suzuki-instituttet som 5-årig, og i Tyskland er det almindeligt at begynde som 6-årig på sit instrument.

Billedkunst

Der hersker inden for billedkunst generelt en meget dårlig betalings kultur. Ofte får billedkunstneren, på selv meget anerkendte udstillingssteder, som den eneste ikke betaling for sit arbejde. Mens alle fra direktøren til billet damen og kustoden naturligvis får deres timeløn og må kunstneren, der danner fundament for hele virksomheden, se sig spist af med en tak for lån af værker. Der er en opfattelse af at æren bærer lønnen, og kunstneren jo får reklame værdi og senere måske kan sælge værkerne. Dette holder dog ikke, og slet ikke i en moderne kontekst, hvor værkerne kan være stedsspecifikke eller af anden grund usælgelige udenfor institutionen og den konkrete udstilling. Derimod har kunstneren ofte brugt meget tid og penge ud af egen lomme til materialer, atelier, leje mv. til at fremstille værkerne. Kunstnerne må derudover ofte selv stå for ophængning, kataloget og pr. arbejde når de udstiller på Danske kunstmuseer og kunstinstitutioner.

Visse udstillingssteder som kunstmuseer udbetaler et udstillingsvederlag, der dog langt fra dækker de reelle udgifter. Man burde her skele til Sverige der har langt bedre betalingskultur.

En undersøgelse sidste år i Politikken viste at 80 % af billedkunstnere jævnligt arbejder gratis og hver tredje arbejder gratis mere end halvdelen af tiden.

Der mangler en reel og seriøs undersøgelse af hvor meget danske billedkunstnere tjener på deres kunstneriske produktion efter fradrag for udgifter til værk fremstilling og udstillings virksomhed. Der mangler desuden undersøgelser som kan kortlægge hvad kunst genererer af afledte indtægter i samfundet

Danmark har haft en sund og bred forankret praksis med udstillinger kurateret af kunstnerne selv, både gennem sammenslutningerne men også gemmen ad-hoc kunstner grupper. Dette har sikret en stor diversitet på udstillingsscenen, bl.a. også i kraft af mange gæsteudstillere. Grupperne har ofte opbygget gode relationer til sit publikum genne mange år, og været dygtige til at formidle deres udstillinger, og derigennem stor folkelig interesse for moderne kunst.

Denne mulighed er gennem de seneste år blevet kraftigt reduceret af forskellige årsager, men bør fremover til gode ses og genetableres, til gavn for et unikt levende og åbent kunstliv herhjemme.

Kunstudvinding

Er der råstoffer som olie i undergrunden, er der gode penge i at hente det op og udvinde det – altså olieudvinding. Er der tale om mineraler kan man kalde det mineraludvinding. Der tale om det led, der står for at bearbejde ressourcerne for derefter at sælge produktet til sit eget land såvel som at eksportere det til udlandet. Inden for kunstverdenen kan man parallelisere denne tankegang og tale om kunstudvinding. Her er de enkelte kunstnere råstoffet eller ressourcerne, og kunstudvinderne det led, der hjælper dem i deres virke, de stimulerer og forbedrer deres karriere, netværk og jobmuligheder så de kan holdes beskæftiget med deres kunst, og blive etablerede navne – såvel i Danmark som i udlandet.

En kunstner, der er beskæftiget en indkomst giver skatteindtægter til staten i modsætning til arbejdsløs (og for mange snarere indtægtsløs) kunstner på overførselsindkomst, der er en udgift for samfundet.

Kunstudvinding udgøres i dag i af bl.a. forlag, galleriejere og bookere. Men denne sektoren fungerer ikke specielt godt. Der er hovedsagligt tale om privat erhvervsliv, der skal drive en forretning og tjene penge. Det fungerer selvfølgelig til en vis grad, hvis der er tale om populære og underholdningsmæssige genrer – fx partybands. Mange af disse kunstudvindere tager sig endvidere godt betalt af kunstnerne, eksempelvis skal man ofte leje sig ind i gallerierne, og musikforlagene tager helt op til en tredjedel af KODA-pengene. Kontrakter er i mange tilfælde livslange og stavnsbindende.

Hele denne sektor bør derfor udvides med andre tiltag, hvor der ikke er de samme profitkrav, og her kan bl.a. staten gå ind og varetage disse opgaver med fx at stimulere netværk – både i Danmark og i udlandet, og måske endda formidle jobs til kunstnerne. Og det gælder specielt for kunstnere uden for populærgenrene, fx klassisk musik, arkitekter og billedkunstnere. Går staten ind og laver kunstudvinding, vil der ikke være profitkrav, men det vil derimod give direkte udbytte i statskassen, hvis kunstnerne får forbedret deres indkomst, og de ikke er afhængige af overførselsindkomster.

Og det kun Danmark, der kan hjælpe danske kunstnere. Udlandet har ingen interesse i det, og det er jo heller ikke dem, der skal udbetale overførselsindkomst til arbejdsløse danske kunstnere.

Ved at satse på kunstudvinding og udnytte de danske kunstnere som en ressource eller et råstof, vil det kunne gave samfundsøkonomien i mere eller mindre grad, og de økonomiske midler der bruges på det, vil ikke være kulturelle udgifter, men deciderede kulturelle investeringer.