Teater

Status: Første udkast 22. oktober 2005

Teater er en dyr kunstart. Der spilles på scenen hver aften af levende mennesker. Derfor skal teaterområdet have offentlig støtte – hvis vi vil have teaterkunst i dette land.

Og hvorfor skal vi have det? Fordi teatret er eet af de steder, hvor ordet – det danske sprog – høres. Publikum mødes med/konfronteres med kunstnere i levende live – i kød og blod. For os skal teatret ikke nødvendigvis begrundes. Kunst trives, når den er nødvendig og nogen har lyst til at opleve den. Men teaterkunsten kan også begrundes: For os at se har vi her at gøre med et nødvendigt modspil til en hverdag, der er præget af billeder og elektronik. Forsamlingshusmøder, forfatteroplæsninger, teaterforestillinger – det levende møde mellem folk – er med til at give samfundet en vis sammenhængskraft i en meget splittet verden.

Ikke mindst tror vi på, at det professionelle børneteater danner en meget vigtig og nødvendig modvægt til børns elektroniske hverdag.

Teaterområdet som helhed har bevillingsmæssigt haltet efter andre kunstområder og har derfor behov for et økonomisk løft. Dét er sådan set også påbegyndt. Stort set alle de store institutionsteatre har i den seneste tid fået ekstrabevillinger. Men det er stoppet her. Den decentrale scenekunst er blevet svigtet: egnsteatrene, de små storbyteatre og børneteatrene har fået forringet deres vilkår. Og det samme gælder for vækstlaget: midlerne til at støtte spændende enkeltprojekter er blevet kraftig formindsket. Derfor skal der afsættes flere midler til den decentrale scenekunst og til projekterne.

SF afviser, at en bestemt form for teaterkunst er mere værd at støtte end andre. De store institutionsteatre, den decentrale scenekunst og enkeltprojekterne udgør en treenighed af ligeværdige parter, der kan give og hente inspiration fra hinanden.

Men støttemæssigt må turen som nævnt nu være kommet til:

Enkeltprojekterne. De støttes bedst via Kunstrådets Teaterfagudvalg, der skal have økonomiske muligheder for i langt højere grad end nu at kunne gå ind med støtte til enkeltprojekter. Det er ofte via denne støtte, at nyudviklende og eksperimenterende teaterudtryk kan få en chance. Og det er via denne vej, at nye talentfulde teatergrupper kan få fodfæste og et ståsted til evt. at komme videre til en af de faste driftsstøtteordninger.

Den decentrale scenekunst: Den nuværende egnsteaterlov, hvor de lokale myndigheder støtter med 50 % og staten med de andre 50 % har vist sig at være den helt store succes. Takket være denne lov er stationær teaterkunst ikke længere forbeholdt de 4 store byer. Vi har fået mange ”teaterbyer” med egnsteatre, der er lokalt forankrede og ofte indgår i et bredt lokalt samarbejde med skoler, erhvervsliv og med amatørteatret. Men mange af disse har samtidig med denne lokale forankring stået for en på landsplan anerkendt spændende udvikling af teaterudtrykket og mange af dem har turnerende virksomhed over hele landet. Flere af dem har også opnået international anerkendelse via turnevirksomhed i udlandet og deltagelse i internationale teaterfestivals.

SF er overbevist om, at denne succes kun har kunnet lade sig gøre via det frugtbare samarbejde mellem det lokale og det centrale niveau. Staten har via et gulerodsprincip belønnet det lokale initiativ med et ”krone-til-krone-tilskud”. Der er planer om, at staten skal trække sig helt ud af sit engagement i egnsteatre og storbyteatre. SF er stærkt imod denne tanke. Vi mener, at staten fortsat skal have et medansvar for det daglige teaterliv ud over landet. Vi er imod den centralistiske tanke, at staten kulturpolitisk kun skal have ansvar for enkelte udpegede kulturelle flagskibe. SF har denne holdning af den simple grund, at vi her i landet bør have en samlet teaterpolitik. Men også af en anden grund: uden det statslige engagement med gulerodsprincippet kan det med nærmest sikkerhed forudses, at det er slut med etableringen af nye egnsteatre.

Mange af egnsteatrene er børneteatre. Men i det professionelle børneteatermiljø findes andre teatertyper: små storbyteatre, teatre med støtte fra RBOT (en amtsligt administreret støtte med turnéforpligtelse), teatre med eet- eller flerårigt tilskud fra Kunstrådet, og teatre, der mestendels eksisterer via den indirekte støtte fra Købsrefusionsordningen. Den mangeartede støttestruktur afspejler den store mangfoldighed, som børneteaterområdet præges af og trives med. Mangfoldigheden er imidlertid tilsyneladende et problem for Kulturministeriet. Der gøres derfor herfra forskellige forsøg på ensretning af området. SF synes i stedet, at man skal støtte området, som det er. Dansk børneteater har ikke på trods af, men i kraft af mangfoldigheden opnået ry både i fagkredse herhjemme og i udlandet som noget af det bedste børneteater i verden. Vel at mærke den form for børneteater, der tager børn alvorligt og spiller på deres præmisser – kendetegnet ved overskuelighed og nærhed.

Det er SFs holdning, at der på teaterområdet bør indføres samme lovgivning som på filmområdet: mindst 25 % af støttemidlerne skal reserveres til børne- og ungdomsteatrene.

Formidling:

I ovenstående har vi haft vægt på produktionen af teaterstykkerne. Men SF finder også, at det er vigtigt med formidlingsstøtte i form af abonnementsordninger, refusionsordninger m.m.

Ikke mindst er børneteatrenes købsrefusionsordning livsvigtig for området.

Abonnementsordningen for teaterområdet i øvrigt kan laves på forskellig vis. Som helt overordnet synspunkt mener SF, at ordningen må målrettes væk fra tilskud til de kommercielle forestillinger, der kan bære sig selv, til de forestillinger, der med sikkerhed ikke selv kan løbe rundt.