Sproget

Status: Første udkast 30. november 2012

Tovholder: Jørgen Skafte Jensen

 

Sproget er det vigtigste element i demokratiske omgangsformer. Demokrati er samtale. Samtale forudsætter sprog.

(Jeg bruger i det følgende kun ordet sprog i traditionel forstand, talte og skrevne ord og sætninger. Også kropssprog, film og billedkunst, en fodboldkamp og en tur i skoven er eller kan være en meddelelse, men det vil føre for vidt at komme rundt om alle former for kommunikation.)

Sproget er et magtmiddel.  Veltalenhed hæver den talende over sine omgivelser. Den klassiske retorik, først og fremmest formuleret af Aristoteles, beskrev det magtfulde sprog som overbevisende, ikke som underkuende. Det indebærer, at den, der taler, selv står inde for det sagte, selv tror på sine udsagn, og at den, der tales til, respekteres.  Eksempler fra den politiske verden: Olof Palme, Bill Clinton, Svend Auken. Det magtfulde sprog er ikke et vidundermiddel, men det har kraft. I en demokratisk sprogforståelse er der ikke plads til censur, som altid har været et middel til at kue andre. Undertrykkelsen har en mildere form, men er ikke mere sympatisk, når en ”samtale” foregår i indforstået tale hen over hovedet på samtalepartneren. Den gamle overlæge ved hospitalssengen for ikke mange år siden er et eksempel, når han spurgte: Hvordan har vi det så i dag. Talemåden ”at have ordet i sin magt” er vel generelt et skulderklap, men den siger også, at der er magt i ”ordet”.

Sprogets magt ses i historien i koloniseringen. I Storbritannien er udkantsområderne (især Skotland) efterhånden underlagt det engelske sprog.  I Amerika har et helt kontinent fået nye sprog. I Danmark er lokalsprogene (dialekterne) i væsentlig grad afløst af ”rigsdansk”.  Den udvikling er påført lokalområderne udefra – med større eller mindre tvang. Jyderne på heden forstod udmærket hinanden på deres lokalsprog, men sammenhængen med resten af Danmark medførte behov for at beherske et fællesdansk, som fortrængte lokalsproget. Det er der i princippet ikke noget galt i, for som gamle håndværk er uddøde med nye tider, er det ikke et grundvilkår, at en sprogform skal overleve. Men det er vigtigt, at en døende sprogform afløses af et levende og aktivt sprog.

Aktuelt er det nok så vigtigt, at der i hverdagen findes mange særsprog, som er karakteriseret ved, at medlemmerne af en gruppe forstår, hvad der siges, mens personer udenfor er tøvende eller uforstående. Hvert håndværk har sit eget sprog; der er kancellisprog, der er chrisiansborgsk, der er IT-sprog (gud bedre det). Ofte ses det, at en familie har sit eget sprog. Disse eksempler antyder, at ”sproget” ofte er indforstået i en gruppe. Når et sådant sprog af sine brugere betragtes som alment, er det demokratiske aspekt i fare.

Det er en tvingende opgave at værne om sprogets mangfoldige former, at værne om retten til at bruge sit eget sprog, samtidig med at forståelsen og åbenheden fremmes. Håndværkere og politikere må forklare sig, når de taler indforstået, men den største udfordring er respekt for sproget (sprogene) hos de store grupper i Danmark med indvandrerbaggrund.

Dansk som andetsprog. Fordringen er dobbelt: Det danske samfund og dets institutioner må tage til efterretning, at tusindvis af vore medborgere har et andet sprog end dansk med hjemmefra, og disse medborgere må tilegne sig det danske sprog, så de kan fungere i samfundet på værdig måde. Samfundets pligt i denne sag er ikke først og fremmest at skaffe en hel masse penge til endnu en omgang kurser, men at skabe rammer for, at immigranterne og deres efterkommere stadigt kan forbedre og nuancere deres sproglige kompetencer. Indsatsen begynder i førskoleinstitutionerne, men hovedindsatsen ligger i folkeskolen. Progressive sprogpædagoger er enige om, at modersmålsundervisning ved siden af danskundervisning er vigtig. Kommunerne skal igen forpligtes til at udbyde undervisning i elevernes eget sprog (og ikke kun ”i fornødent omfang”).

Mange elever fra disse grupper søger friskoler. Den danske friskoletradition er værdifuld, men tilsynspligten må strammes, så det sikres, at eleverne med anden baggrund lærer dansk på lige fod med deres første sprog. Deres tosprogethed er en ressource både individuelt og nationalt, men de skal kunne begge sprog, altså også dansk. Sproget fra legepladsen er ikke nok. De allerfleste borgere begynder med at vokse op med eet sprog, og det er deres basissprog; de næste sprog er lige så vigtige og nødvendige, men de er supplementære.

Dansk som fællessprog. Det er imidlertid ikke kun ”de andre”, der har brug for at beherske det danske sprog. Det er en forudsætning for at kunne fungere i mange erhverv, at sproget fungerer, og det er forudsætning for et socialt liv. Det gælder både talesprog og skriftsprog.

Traditionelt er opdragelse og opvækst et privat anliggende. Det skal ske i familien! Spørgsmålet er, om det ikke er for vigtigt til kun at være noget privat. Det er et samfundsansvar, at borgerne og familierne har et sprog. Det kræver en indsats fra samfundets side, først i folkeskolen, som det har været tilfældet siden 1814. Sagen er så vigtig, at den fortjener et udredningsarbejde. En pædagogisk nyorientering er påkrævet, ikke en ny pædagogik i snæver forstand, der pålægger Danmarks gode lærerkorps endnu flere løst definerede opgaver, men en vågenhed i skole og hjem, på arbejdspladser og i foreninger. Derfor må en national sprogpolitik formuleres som gulerod og ikke pisk – men en stor og synlig gulerod. Den kan f. eks. begynde med at få universiteterne til at arbejde på dansk. I en globaliseret verden er det naturligt at undervisning foregår på sprog, som andre end danskere kan bruge, men det er en fallit, hvis dansk ikke kan bruges til at uddanne ”til det højeste niveau” og til at publicere forskningsresultater. Det er da trist, hvis vi skal tilbage til kun at tale dansk med sin tjener, men tysk til sin hund og fransk med sin frue.

Fremmedsprog. Danmark er i verden et lille sprogområde. Som skotter og hedebønder er danskere under pres fra større sprogområder. I århundreder var det tysk og fransk, nu er det engelsk (amerikansk). Der er dog den væsentlige forskel, at fransk og tysk havde plads i hovedstadens borgerskab og hos adelen, mens engelsk i nutiden findes i alle samfundslag.  Ganske påfaldende er dansk ikke under pres fra tyrkisk og kurdisk eller urdu, selv om der bor flere tyrkere, kurdere og pakistanere i Danmark end englændere. Det er altså ikke en sprogform i sig selv, der presser, men alt det, et sprog bærer med sig, den kultur, som sproget repræsenterer. Sprog er kulturens rygrad, og sprog er en central kulturel fremtrædelsesform.

Fremmedsprog er en nødvendighed for en lille nation, men også en naturlig dimension for et moderne menneske. Borgerne i Danmark skal lære andre sprog end dansk. Det kan næppe ophidse nogen. Men det er et vigtigt politisk spørgsmål at finde en balance mellem modersmålet og fremmedsprog – for borgere af anden etnisk herkomst mellem modersmål, dansk og fremmedsprog. For danskere i Danmark er dansk nationens hovedsprog. Engelsk og andre moderne fremmedsprog har også deres ret i det danske samfund, men det må ikke ske på bekostning af dansk.