SF's kulturpolitiske nyhedsbrev 2 - kulturarv

redigeret af Jørgen Burchardt

Regional centralisering i museumsverdenen i ly af strukturreformen

Kulturministeriet godkendte forleden en stor fusion af museer i Sønderjylland. Fra 31. december 2005 bliver samtlige statsanerkendte museer i det nuværende amt samlet i ”Museum Sønderjylland”. De 7 museer og Institut for Sønderjysk Lokalhistorie bliver samlet med en fælles ledelse. Fem stillinger fra amtets centralforvaltning bliver overført sammen med alle museumsbygninger.

I forvejen arbejdede museerne tæt sammen. Således havde de fordelt arbejdsopgaverne mellem sig, således at museet i Haderslev har taget sig af arkæologien, Aabenraa Museum af den maritime historie, Museet på Sønderborg Slot af den nationale historie og industrihistorien osv. Det hele var koordineret gennem amtet, og ved amtets forestående nedlæggelse, måtte organisationen ændres, hvilket blev ét samlet museumsvæsen.

Amtsborgmester Carl Holst udtalte i forbindelse med godkendelsen, at fusionen vil blive model for resten af landet.

Vil det blive realiteterne? Der er også andre tegn på, at Kulturministeriet ønsker centralisering. Således har Odense Bys Museer fået overdraget nogle flere opgaver på Fyn (se nedenfor). Her har de øvrige lokale museer dog set det som en trussel mod deres selvstændighed.

Spørgsmålet er, om denne form for regional centralisering er det mest ønskværdige. Mange års decentralisering har sikkert på mange områder gået for vidt. Her burde man se udviklingen i hele landets perspektiv. F.eks. bør en styrkelse af Nationalmuseet og de store specialmuseer indgå i disse overvejelser.

Sagsbehandling af bygningsfredning på vej væk fra Kulturarvsstyrelsen

Frem til næste sommer skal der udføres forsøg med at decentralisere sagsbehandlingen af landets bygningsfredning. På Fyn og i dele af København skal de lokale museer – henholdsvis Odense Bys Museer og Københavns Bymuseum – overtage sagsbehandlingen med hensyn til fredede bygninger – vel og mærke de privatejede.

Den erklærede idé med forsøget er, at få ansvaret for landets 9000 fredede bygninger til at blive en lokal opgave og ikke en statslig opgave. Projektet bliver solgt på, at decentraliseringen kan skabe et øget engagement og interesse.

Det er helt sikkert, at der kan gives en anden service lokalt end hvad der kan gives fra København. Blandt andet fremhæves det, at man ikke har et fuldt dækkende overblik over de fredede bygningers tilstand. Men om det endelige ansvar skal tages fra en central styrelse bør undersøges nøjere.

Måske burde man sørge for at forankre det lokale bevaringsarbejde i stærke institutioner, som ikke er sårbare for lokale politikeres pression. I Odense husker man endnu tydeligt, hvorledes kritikken af landsdelens store mediegigant ville bygge tæt på Odense Slot og en af byens store parker blev kulet ned af politikerne.

De gamle kulturmiljøråd var forankrede i amterne, og de skal ophøre fra januar 2007. Der burde opstå nogle råd med helt andre styrker end hvad kommunale politikerstyrede museer kan klare.

Lappeløsninger som erstatning for amternes kulturmiljøforvaltning - kulturarvskommuner

Fremover skal kommunerne stå for en god del af de opgaver, som amterne hidtil har påtaget sig. Det gælder også på kulturmiljøets område, hvor amterne både har haft det lokale kendskab og samtidig den armslængde til den lokale politiske andegård, hvor en lokal borgmester ofte har været let at blive presset til at se stort på kulturmiljøet, hvis en lokal virksomhed ønsker at udvide etc.

Der har været stor kritik af den fremtidige forvaltning fra bevaringsforeninger mv.

Det er i det lys man skal se et projekt, som Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania iværksætter i 2006 og 2007. Der skal udnævnes tre kommuner til at indarbejde den faste kulturarv som et strategisk element i kommuneplanen. Formålet med projektet er at få udviklet ideer og metoder til, hvordan kommunerne kan bruge kulturarven som løftestang for udviklingen i det byggede miljø og/eller til at tiltrække flere borgere, mere erhverv og turisme. Det strategiske element kan f.eks. være profilering af en ny samlet kommune med fokus på udvikling og beskyttelse af kulturarven, turismeudvikling baseret på kulturarv og udvikling af et lokalområde.

Tilkendegivelser skal gives i december hvorefter 10 udvalgte kommuner kommer til at konkurrere om de tre pladser. Gevinsten består i op til ½ mio kr. til konsulent- og rådgiverbistand ved vurdering af bevaringsværdier o.l.

Realdania – det nye kulturministerium for den faste kulturarv

Den store fond Realdania har oparbejdet enorme økonomiske midler. De blev skabt i 2000, da Realkredit Danmark fusionerede med Danske Bank. Ejerne måtte ikke få udbetalt de opsamlede værdier, hvorfor fonden blev dannet. Hele 20 mia. kr. råder fonden over samt et betydeligt formueafkast. Med den store pondus og med en snæver målsætning omkring bevaring af bygningsarven bliver fonden en betydelig magtfaktor på området. Da det offentlige har meget små midler til nyudvikling, vil det ofte være Realdania, som i realiteten står for den politiske beslutning i sidste ende.

Det er da også Realdania, der sammen med Kulturarvsstyrelsen er med til at bestemme fordelingen af de nævnte penge til kulturarvskommuner; man nøjes ikke med at yde bidrag; man vil også bestemme.

En kulturstøttes sidste år (Tipsmidler)

Under fodboldkampene på satellitkanalerne fortæller speakerne løbende, at ods for at Becham scorer det næste mål er så og så højt. Hvis det bliver uafgjort, kan man også vinde penge.

Det er ved at være hverdag, at udenlandske bookmakere går på rov her i landet. Det er ganske vist forbudt for dem at annoncere, men det bliver omgået på alle måder. Og i længden er det vel også umuligt.

Egentlig kunne vi allerede nu lade den internationale spilleindustri få frit spil og lade kirkelige organisationer og andre samle ludomaner op efter bedste evne. Det har dog også betydning for kulturarven og mange andre kulturformål, som hidtil har haft en sidste redning i Tipsmidlerne takket være det statslige monopol, Tipstjenesten. 1,6 mia. kr. blev der givet, som er blevet spredt til organisationer, foreninger og mange andre gode formål (i øvrigt er det samtidig lidt af kulturministerens egen pengekasse, idet han uden at skulle ’ulejlige’ Folketing eller Finansudvalg kan disponere for beløb under 1 mio. kr.).

Konkurrencen har betydet, at Tipstjenesten har måtte seriøst overveje, at udbetale en større andel af spillernes indsats som præmie.

Selvom EU for nylig har støttet de statslige spillemonopoler mod en liberalisering og selvom anklagemyndigheden nu har sat gang i retssager mod Ekstra Bladet, BT og Jubii, som har tilladt de udenlandske bookmakere at annoncere, undermineres grundlaget for et af landets helt store kulturfonde.

DR’s arkiver åbnes

I DR’s arkiver er der over årene blev ophobet store samlinger, der naturligvis er guld værd for den fremtidige historieformidling. Der findes både DR’s egen produktion, og hertil kommer det stof, som institutionen har indsamlet gennem årene af f.eks. lokalhistoriske film.

DR vil gerne stille dette materiale til rådighed for landets borgere. Ifølge DR’s nylige medieplan ønsker det at få tilført 250 mio. kr. Pengene skal bruges til en komplet digitalisering, hvilken man regner med kan ske over en periode på 10 år og hvor pengene skal falde løbende efterhånden som arbejdet skrider frem.

Muligheden er blevet aktuel, da man kunne se, at det store BBC i England er begyndt at få digitalisere deres arkiver. I projektet Creative Archive (se creativearchive.bbc.co.uk) har BBC med flere stillet materiale til rådighed under særlige licenser, hvor der er fri adgang for almindelige borgeres brug. I Norge er der tilsvarende planer for et NRK’s digitale arkiv.

Der er dog nogle, som vil tjene på projektet. Det er rettighedsjuristerne, som kan se at de åbne danske arkiver via Internettet kan benytte materialet overalt i verden. Derfor mener de, at rettigheder også skal være afklaret inden arkiverne kan åbnes. Juristerne får travlt.

De lokalhistoriske arkiver – professionelle eller fortsat amatører?

Der findes store og uvurderlige samlinger af historisk materiale fortrinsvis fra privatfolk og virksomhedsarkiver på landets lokalhistoriske arkiver. Det hele startede, da provisor Brandt på sine sene nattevagter på Faaborg Løve Apotek sorterede historiske dokumenter, hvilket udviklede sig til landets første lokalhistoriske arkiv i 1937. Andre historisk interesserede ildsjæle fulgte efter, og i dag er landet spundet ind af et net af arkiver. Især kommunesammenlægningen i begyndelsen af 1970’erne satte gang i oprettelsen af arkiver geografisk afgrænset til de gamle sogne.

Godt 30 år senere står samfundet med store administrative forandringer. Vil det tilsvarende ske ændringer i den historiske verden?

Forholdene har ændret sig meget. Ildsjælene fra den tid er ved at gløde ud. Nogle har efterladt sig levedygtige arkiver, hvoraf en del endda er blevet såkaldte stadsarkiver, som samtidig har ansvaret for kommunens arkivalier i stedet for at det har været det stedlige landsarkivs opgave. Her er blevet ansat arkivarer og medhjælpere på fuld tid. På mindre arkiver er forholdene mindre stabile. Kun lejlighedsvis møder pensionister op for at rode med de gamle papirer og opbevaringsforholdene er ofte kritisable ud fra ønsket om at bevare dem i århundreder.

Det offentlige som sådan har aldrig interesseret sig for at få bevaret denne del af kulturarven. Kun lokalt har der været velvilje fra de enkelte kommuner ofte sammen med et mindre tilskud fra en lokal bank. 90 mio. kr. er det blevet til fra kommunerne årligt, mens staten kun har bidraget med ½ mio. kr.

Arkivernes landsorganisation, Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver, har gennem mange år forgæves forsøgt at få Staten til at påtage sig et medansvar. I 2003 søgte organisationen at argumentere for, at arkivernes 10-15 mio. billeder var lige så vigtige – og måske vigtigere – end de billeder, statens arkiver og museer passer på. Tilsvarende fandtes andet meget værdifuldt materiale.

Den seneste ledelse af SLA mente samtidig, at det måtte stille krav til medlemsarkiverne selv for at – i lighed med de kulturhistoriske museer – at have et minimumskrav til magasineringsforhold, åbningstid etc. Ellers kunne arkiverne ikke tages alvorligt.

Disse krav blev ikke vedtaget på SLA’s generalforsamling i september. Som det blev refereret efterfølgende, havde den ”et på mange måder ejendommeligt, næsten selvdestruktivt, forløb”. Resultatet var, at styrelsen trådte tilbage. Der er lang vej endnu, inden alle dele af landet er dækket af professionelt drevne arkiver. Med hensyn til nutidens digitale arkiver, har det særlig lange perspektiver.

28/11 2005 2005