SF's kulturpolitiske nyhedsbrev 1 - idræt

redigeret af Henning Eichberg

”DGI angriber regeringens idrætspolitik for at være pop”

Under dette overskrift berettede Politiken den 24.10. om den kritik, som formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Søren Møller, har rettet mod Kulturministeriets mangel på idrætspolitik. Møller kritiserede VK-regeringen for at komme med poppede idrætspolitiske lappeløsninger frem for at tage initiativ til konkrete samarbejder med kommunerne om en langsigtet udvikling af dansk idræt og folkesundheden.

”Regeringen har alt for meget signalpolitik og for lidt handling på idrætsområdet. Kulturministeriets idrætspolitik er kun puljer, priser og pop. Man snakker gerne om børns problemer med fedme, men hverken regeringen eller kommuner gør noget aktivt for at stoppe udviklingen.”

Kritikken fra DGI, som repræsenterer 1,3 millioner medlemmer, kom overraskende for mange iagttagere, da DGI-formanden i lang tid havde holdt lav profil i kontroversielle idrætspolitiske spørgsmål. Siden den borgerlige regerings tiltræden havde Søren Møller været konsensussøgende både i forhold til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) formand Kai Holm og kulturministeren. DGI havde droppet en række mærkesager, hvor den tidligere havde forsvaret egne positioner: eliteidrætsorganisationen Team Danmarks uafhængighed af DIF, fritagelse af folkelige idrætsforeninger fra elitesportens dopingkontrol, kontrol af pædofili i idrætsforeninger og uafhængighed af den kritiske idrætsforskning (IFO).

Den nye kritik kan have den baggrund, at DGI’s eksistens nu for alvor er truet gennem planer om at underlægge organisationen den konkurrerende DIF. Efter en DIF-kongres i oktober måned havde både DIF-formanden Kai Holm og kulturministeren signaleret, at en fusion mellem DIF og DGI i løbet af 10-15 år synes uundgåelig. Kritiske iagttagere pegede allerede efter regeringsskiftet i 2001 på, at den konservative kulturminister ville prøve at skabe en enhedssportsorganisation for at bringe dansk idræt under kontrol af sin olympisk vennekreds.

”Havde jeg bare DGI’s penge”

Kulturminister Brian Mikkelsen svarede skarpt igen i et interview i Politikken, den 25.10. Her afviste han DGI’s kritik ”fuldstændig”. Han truede med at tage tipsmidlerne fra DGI. ”Vi kunne selvfølgelig overveje selv at beholde pengene og gøre nogle af de ting, DGI taler om.” Truslen blev gentaget tre gange i løbet af interviewet.

Indholdsmæssige idrætspolitiske markeringer, som kritikerne havde efterlyst, veg ministeren uden om. Ideen om én time idræt for alle folkeskoleelever, som både Søren Møller og Politikken havde ventileret, vurderede ministeren som urealistisk. Flere idrætstimer i skolen kunne politisk ikke gennemføres. Som alternativ henviste Brian Mikkelsen til de projekter, der tilbyder idræt efter skoletiden og i SFO’erne, og som får støtte fra hans ministerium.

Kritiske iagttagere har tidligere gjort opmærksom på, at man fra denne slags projekter, som allerede gennem årtierne er blevet gennemført og evalueret, ikke kan forvente nye erkendelser. Det, der mangler, var ikke den samme slags projekter igen og igen, men politiske beslutninger på grundlag af det eksisterende viden.

På dette grundlag havde den tidligere regering etableret det Idrætspolitiske Idéprogram (IPIP) som et forsøg på idrætspolitik i området af børn og unge, motion og sundhed. Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, var en af kulturministerens første aktioner at nedlægge IPIP, som fra højresiden blev regnet for at være et ’radikalt’ projekt.

”V-mand enig i kritik af regeringen”

På DGI’s årsmøde gentog både DGI-formanden sin kritik og kulturministeren sine trusler mod DGI’s offentlige finansiering (Politikken 6.11., også Steen Bille 4.11. i www.dgi.dk).
Søren Møller kaldte regeringens idrætspolitik for ”puljer, priser og pop”, som mest har til formål at profilere kulturministeren og regeringen. Han efterlyste en overordnet idrætspolitik, som ikke bare udstikkes af ministeriet for kultur, men også af ministerierne for sundhed, erhverv og undervisning samt de nye store kommuner.

Brian Mikkelsen understregede, at offentlige midler tilføres idrætten i "meget, meget generøst omfang". Det skaber en forventning fra politisk side om at midlerne skaber den fornødne udvikling på en række idrætspolitiske udviklingsområder. "Men situationen er jo sådan at vi kan tage penge fra tipsmidlerne. De bevilges kun, hvis vi kan se at de er til gavn for samfundet og det er altid nødvendigt for modtagere at forklare hvorfor man får så mange penge." For en organisation som DGI være det nødvendigt at vise, at samfundet får meget tilbage for pengene – noget for noget. Han tilføjede dog, at "regeringen ingen aktuelle planer har om at ændre tildelingen af tipsmidlerne".

En overraskelse var at partiet Venstres kommunal- og idrætspolitiske ordfører Leif Mikkelsen blandede sig i debatten – på den regeringskritiske side. ”Søren Møller har helt ret i, at idrætspolitik er andet og mere end sport. Det er indlysende, at regeringen nu har brug for at få formuleret en mere sammenhængende idrætspolitik.” Leif Mikkelsen, som tidligere var DGI-formand, pegede på, at kommunalreformen markerede an skillevej i dansk idrætspolitik, fordi de nye kommuner overtager det økonomiske ansvar for sundhedssektoren.

”Kommunerne yder i forvejen de største økonomiske bidrag til dansk idræt. Med overtagelsen af sundhedsområdet får de nu et nyt økonomisk incitament til at føre en mere aktiv idrætspolitik, fordi det kan give dem besparelser på sundhedsbudgettet,” sagde Leif Mikkelsen. ”Det er en meget stor forskel i forhold til tidligere, hvor amterne havde ansvaret for sundhedssektoren. Og det har hverken Brian Mikkelsen eller regeringen taget højde for endnu.”

Dette peger på mulige konflikter i det borgerlige lejr. Ordene fra Venstre kan forstås som en kritik af kulturministerens mangel på egen idrætspolitik. I stedet har ministeren ført en interessepolitik for DIF for til gengæld at lade sig se og fotografere på den olympiske sports tribuner. Mens DIF’s formand Kai Holm med sine ønsker om en enhedsorganisation for dansk idræt under elitesportens olympiske ringe stod på sidelinien under tidligere regeringer, står han nu ministeren nær.

Idrættens Analyseinstitut

Idrættens Analyseinstitut (Idan) har udsendt sit første nyhedsbrev Overblik. Brevet findes på Analyseinstituttets internetportal www.idan.dk. Samme sted finder man også en vidensbank med forskning og analyser fra det idrætspolitiske område og med oplysninger om instituttets egne undersøgelser.

Idan har ansat tre analytikere for at undersøge hidtil underbelyste områder: den økonomiske udvikling i dansk håndbold, den danske fitness-sektor, og samspillet mellem idræt og tv. En fjerde undersøgelse har Idan rekvireret fra forskningsinstituttet CISC: om kommunal idrætspolitik i Danmark.

Idrættens Analyseinstitut blev oprettet af kulturministeren med den grundbevilling, som ministeren fratog Institut for forskning i idræt og folkelig oplysning (IFO) i Gerlev i 2003. I idrættens forskningsmiljø fandtes imidlertid ingen ’lomborg’, som kunne erstatte den kritiske forskning med regerings-loyal ’forskning’.

Analyseinstituttets direktør blev Henrik H. Brandt fra Jyllands-Postens sportsredaktion, som var kendt for sin selvstændige og munter kritiske journalistik. Dermed går Idan – også i forhold til det tidligere forskningsinstitut IFO – sine egne veje, som peger mere i retning af journalistiske og hurtige analyser i idrætspolitikkens felt og deres idrætspolitiske synliggørelse.

Den mere kulturelle idrætsforskning har imidlertid overlevet. IFO gik sammen med Syddansk Universitet, som adopterede instituttet under navnet Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund (CISC). Forskningscentret arbejder nu uden grundbevilling og finansierer sig udelukkende gennem kontraktforskning. CISC, fortsat placeret på Gerlev Idrætshøjskole, beskæftiger omkring ti forskere, som først og fremmest arbejder i forskningsområderne: civilsamfundsforskning, sundhedspsykologi og bevægelseskulturer i international sammenligning. Nærmere oplysninger og forskningstekster ligger på instituttets hjemmeside: www.cisc.sdu.dk.

Play the Game: Idrætsjournalister i clinch med korruption og doping

DGI-Byen samlede i begyndelsen af november næsten 300 mediefolk, forskere og idrætsleder til den kritiske mediekonference Play the Game. Konferencen var den fjerde af sin slags. Oprindeligt startet gennem Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og deres journalist Jens Sejer Andersen i 1997, bliver konferencen nu videreført med støtte fra Kulturministeriet og en række danske idrætsorganisationer.

Play the Game er det eneste tilbagevendende forum, hvor forskere og investigative journalister kan mødes og opbygge et internationalt netværk for kritiske undersøgelser af verdenssporten. En central figur er den britiske journalist Andrew Jennings, som er blevet verdenskendt gennem sine afsløringer af den international olympismes korruption, dopingpolitik og sammenhæng med den organiserede forbrydelse.

På konferencen gav over 100 oplægsholdere en række rystende indblik i idrætsbilledet verden over, herunder om megaevents, korruption, doping og demokratiets tilstand i idrættens verdensorganisationer. En af højdepunkterne var, da den italienske doping-kritiker Sandro Donati belyste den interkontinentale handel med doping i samspil mellem farmaceutisk industri og den internationale (især russiske) mafia. Den amerikanske sociolog Kimberly Schimmel beskrev den omfattende militarisering, som præger sportens storevents siden 11. september 2001. Flere oplægsholdere, herunder en kinesisk kulturforsker og en menneskerettighedsekspert, belyste de kommende Olympiske Lege i Beijing. Flere oplæg omhandlede desuden idrættens kulturelle værdi og bidrag til udviklingen, bl.a. i lande uden for Europa.

For fremtiden håber man, at konferencen også kan holdes et andet sted end i Danmark.

Oplysninger om og tekster fra alle fire konferencer findes på netværkets hjemmeside: www.playthegame.org.

Doktorafhandling om norsk idrætspolitik

Den første doktorafhandling om norsk idrætspolitik blev forsvaret på Universitet Oslo, Sociologisk Institut, den 18. november. Nils Asle Bergsgard fra forskergruppen i Bø/Telemark har undersøgt ”Idrettspolitikkens maktspill. Endring og stabilitet i den idrettspolitiske styringsmodellen”, under brug af Pierre Bourdieus kritiske teori om forholdet mellem økonomisk, social og kulturel kapital.

Spørgsmålet, om den norske idræt er underkastet forstærket statslig intervention og om idrætspolitikkens grundlæggende magtstrukturer er stabile eller går i opløsning, gav Bergsgard nuancerede svar. Det ministerielle bureaukrati i det norske Kulturdepartementet og toppen af idrættens monopolorganisation NIH sidder ”i samme båd” og spiller inden for denne ramme med og mod hinanden. Departementet besidder den formelle og økonomiske magt, mens NIF råder over den folkelige kapital, sportskapitalen og den økonomiske kapital. Deres konflikter er ”krusninger på overfladen” – og alligevel ikke kun dette, især da idrætten i de senere år er blevet præget af bevægelseskulturel differentiering og aktivitetsmæssig udvidelse. Det korporativt styrede idrætssegment slår sprækker.

For fremtiden forventes der et forstærket samarbejde mellem danske og norske forskere i dette forskningsfelt og komparative undersøgelser om idrættens politik i de to (og flere) lande.

28/11 2005