Museumspolitik

– kulturpolitikkens tredje vej

Status: Første udkast 29. august 2012

Tovholdere: Jørgen Burchardt & Henning Eichberg

 

Dansk kultur er på mange måder i den heldige situation at være baseret på folkelige rødder. Folks kulturinitiativer – det være idrætsforeninger, museer, biblioteker, højskoler, egnsteatre eller spillesteder – danner en bred basis for de fremragende kvaliteter, som professionel kunst og kultur i Danmark viser på toppen. Kulturens sammenhæng fra bund til top er en demokratisk kvalitet.

Denne sammenhæng er truet. Borgerlig interessepolitik og administrativ-bureaukratiske tiltag virker i en modsat retning.

 

Museumsvæsenets krise

Museumsverdenen viser problemet med, hvordan demokratisk kultur kan overleve og udfoldes.

De danske museer bygger på initiativer, som privatfolk engang har sat i gang. Lokale museumsforeninger drev værket. Ildsjæle investerede deres energi i museumsprojekter, der var holdbare gennem tiden.

I takt med statslige ønsker om at skabe større enheder, især i sammenhæng med kommunalreformen, og med museumsvæsenets markedsgørelse er det danske museumsvæsen imidlertid kommet under pres. Kulturministeriet har igangsat en firemands-styregruppe, hvor de store statslige museer og styrelsernes embedsmænd bestemmer kursen. Dette opleves i museernes verden som centralisering, statsliggørelse og københavneri. Ser fremtiden en statslig-bureaukratisk museumsstruktur, der er drænet fra folkelig engagement? Hvordan kan vi sikre museernes tilgængelighed uafhængig af pengepung og postnummer – og deres dynamiske videreudvikling? Demokratisk kultur i museumsverden ser ud til at have trange kår.

De nye styringsformer kan desuden alt for nemt blokere for den fornyelse, som altid og løbende har betydning for museumskulturen. Hvad skal der opbevares, og hvad skal der fremvises i museerne? Svaret kan skifte med tiden. Passer man ikke på og bare sætter etablerede museumsadministratorer på museumspolitikken, går fornyelsesperspektiverne tabt. Thi nye samlingsområder – som datahistorie eller rockmusik – kan godt tage midler fra de bestående. Det er altså både fornyelse og demokrati, der kræver nytænkning. Hvordan?

Idrættens tredje vej som eksempel

Idrætten, hvis folkelige basis i Danmark har en særlig bredde, kan give inspirationer. Idrætspolitikken var i lang tid præget af et spændingsforhold mellem de store landsorganisationer (DIF, DGI, firmaidræt) på den ene side og statslig kulturpolitik på den anden. Organisationerne repræsenterede de folkelige og private initiativer, mens staten støttede idrætten økonomisk og formulerede dagsordener om idrættens bidrag til kultur, sundhed og social integration.

Denne dualisme blev truet, da statens politik via økonomisk støtte fik voksende indflydelse på organisationerne. Landsorganisationerne tenderede til at omforme sig fra folkelig-demokratiske organer til halvstatslige koncerner, der fortolker politikernes ønsker på deres måde.

Fra 1980’erne blev der derfor sat gang i en ny struktur. Mellem den offentlige velfærdspolitik og det folkelige foreningsliv etablerede man institutioner af tredje art. For idrætsanalysen gik der støtte til IdrætsForsk og senere til Idrættens Analyseinstitut (IDAN). Eliteidrætten blev varetaget af Team Danmark. Fornyelsen af idrætsanlæg blev lagt ud til Lokale- og Anlægsfonden. Desuden går der støtte til den internationale breddeidræt (International Sport and Culture Association, ISCA) og til det kritiske journalistnetværk Play the Game. Armslængdeprincippet sikrede, at disse ”tredje” strukturer ikke blev til nye bureaukratiske apparater, men heller ikke bare repræsenterede organisationernes private interesser. Denne struktur opnåede international succes og blev kendt som ”Idrættens tredje vej”.

Dermed er der skabt et balanceforhold og en magtdeling mellem folkelige foreningsinitiativer, statslig kulturpolitik og ”tredje” institutioner. Balancen og magtdelingen sikrer kulturelt demokrati i dette område – og skaber forudsætninger og muligheder for dynamisk fornyelse.

 

Tilgængelighed og sammenhæng

Hvad angår museumsvæsenets situation, så kræver museernes krise en anerkendelse af kulturens folkelige basis – og så en struktur, der skaber balance mellem det offentlige og det private. Og hvor fornyelsen peger hen, må museumspolitikken også finde ud af. I første omgang skal der altså samles mere viden om, hvordan det danske museumslandskab ser ud. Her kan man lade sig inspirere af idrættens IDAN og etablere en museernes analyseinstitut, der har uafhængigt kritisk råderum.

Ligeledes på armslængdes afstand burde et museernes råd arbejde på en magtfordeling mellem de store statslige museer, de succesrige private museer, de folkelige museer og de nye museumsinitiativer over hele landet.

På lignende måde gælder det om at sikre demokratiske strukturer for en dynamisk videreudvikling af bl.a.:

-         bibliotekerne

-         musikstederne

-         teaterne

-         kultur- og medborgerhusene i landet.

 

De forskellige kulturområder kan lære fra hinanden, hvordan man indretter magtdeling for demokratisk kulturudvikling. Nogle ”tredje” institutioner kan man også være fælles om, f.eks. kulturområdernes analyseinstitutter.

Overordnet kan en folkesocialistisk kulturpolitik derfor sammenfattes:

-         Kulturen skal være tilgængelig uafhængig fra pengepung og postnummer.

-         Der skal være sammenhæng mellem top og bund, mellem professionel kvalitet og folkeligt engagement.

-         Kulturens demokratiske struktur sikres gennem magtdeling i form af ”tredje” institutioner mellem statslig-offentlig kulturpolitik og folkelig-privat interesse.