Kulturelt offensiv

Om venstrefløjens og højrefløjens kulturpolitiske modsigelser

Status: Første udkast 22. oktober 2008

Tovholder: Henning Eichberg

.
Ud af nichen
Kultur danner ofte kun en harmløs niche i politiske programmer – eller helt fraværende. Kulturen betragtes ofte som noget, man ”går til”, når der er overflod.

Så overser man nemt, at kulturen berører grundlæggende samfundsmæssige konflikter. Desuden er der sprængstof i det multikulturelle – og netop derfor har vi behov for en kulturdebat.

Socialistisk kultursyn er ikke kun ét
Der findes flere forskellige indfaldsvinkler til kulturen i den socialistiske tradition:

1. Kulturel kapital. Kultur er et velfærdsgode. En råstof for dannelse. Dybde og niveau i uddannelse. Forebyggelse af sociale problemer. Viden og kunstneriske færdigheder. Ressource eller nøgleressource for kreativitet, eksperimentel udtryk og kvalitetsmæssig udvikling. Forandring og stræben i det enkelte menneskes liv i rammen af noget større og samfundsmæssigt. Ressource for den enkeltes kvalificerede selvbestemmelse. Fordybelse og oplysning. Kultur indeholder finkultur som pejlemærke for samfundets helhed. Men også idræt som sundhedsgevinst og fællesskabsdannelse. Kultur er et alternativt rigdomsbegreb, alternativt til kapitalismens økonomiske vækstlogik. Kultur er livskvalitet.

2.Kulturel identitet. Kultur er udtryk for ”os her nede” som aktører. Kultur er mere end det, man ”går til”. Kultur er den måde, mennesker gestalter deres liv på. Folkeliv, folkekultur og selvaktivitet. Kultur udtrykker det fælles – fælles sprog og fælles praktikker, fællesskab og demokrati. Kultur udtrykker ”selv’et” i selvbestemmelsen. Lighed i forskelligheden, forskellighed i ligheden. Kultur kommer ikke mindst til udtryk gennem rituel gentagelse. At slå sig sammen. At skabe tryghed og social sammenhæng gennem fælles aktivitet. Møde, dialog og fælles forståelse. Herunder klassekultur og klasseidentitet. Sammenhæng, integration, kulturarv. Folkelige bevægelser og det folkelig-nationale. Kultur er en måde at sige ”vi” til hinanden på. At skabe i solidaritet.

Kultur er altså at mødes med ens egen.

3. Kunstnerisk udfordring. Kunst er ikke kun det fælles, men også det bevidst urepræsentative og bruddet med en etableret fælles forståelse. Det enestående. Det unikke udtryk, der bryder grænser. Avantgarde, provokation og eksperiment. Det vanskelige. Nye vinkler. Det at stille nye spørgsmål. Det visionære. Kultur er råstof for samfundets fornyelse, nye opdagelser, overraskelse. Kunst er udforskning i grænselandet. Det dristige, det ekstreme, det irriterende. Indignation. Overspændthed og eksplosion. Vanvid, besættelse, galskab på højere niveau. Den farlige kunst. Excessen. Det grusomme – på grænsen af det kriminelle. Frigørelse og frihed. ”Eigensinn” og anarkisk oprør. Kunstens shamanske side.

Kultur er altså møde med det fremmede i os selv, møde med det helt anderledes.

Indre modsætninger – og kultur for demokratiet
De forskellige kultursyn udelukker ikke hinanden. De overlapper hinanden. Men de står også i et spændingsforhold til hinanden, og der kan ske relevante sammenstød. Kultur er kulturkamp.

Samtidig er der også behov for en vis sammenhæng mellem de forskellige kultursyn, nemlig når det gælder om at udvikle demokratiet som livsform:

Kulturel kapital er nødvendig for at kvalificere sig selv for deltagelsen i den demokratiske proces – lighed. Kulturel identitet er nødvendig for at slå sig sammen, for fællesskab og solidaritet – broderskab, søsterskab. Kulturel udfordring er nødvendig for at opmuntre hinanden til modspil, til indsigelse og modsigelse – frihed.

Kulturel frihed, lighed og fællesskab – de tre aspekter skal i en vis balance, når demokratiet skal blive levende. Socialistisk kultur er et program for revolutionært demokrati.

Kulturpolitisk vrede – Offensiv imod den kulturelle globalisering
Højrefløjens samfundsmæssige hegemoni bringer nye indre modsigelser inden for den borgerlige kulturpolitik frem til lyset.

Angående kulturel kvalitet: Mens de konservative traditionelt satser på offentlig kulturindsats og finkulturel kvalitet, satser de markedsliberale på det kommercielle, reklamekultur og underholdningsindustrien, privatisering, ”minimalstat” og nedlæggelse af kulturpolitikken. Altså står K kontra V.

Angående folkekultur: Landbrugs-Venstre har et traditionelt demokratisk forhold til folkekulturen og den folkelige oplysning i det civile samfund: Liberalisme kan kun fungere gennem og med et åndeligt frihedsbegreb. Derimod satser det nye management-Venstre på et frihedsbegreb, som er knyttet til økonomisk valg mellem varer og tjenesteydelser. Det betyder en grundlæggende uforståenhed eller direkte mistro imod folkekulturen og den folkelige oplysning – de skal nedskæres. Dermed står V kontra V.

Angående kulturel identitet: Dansk identitet betyder noget vigtigt inden for den folkelig-traditionelle Venstre, men også for de konservative og den nye nationalistiske populisme. Derimod trækker de nye management-klasser af V/K i retningen af kulturel globalisering og amerikanisering. V/K/DF står kontra V/K.

Den borgerlige blokpolitik dækker altså over fundamentale forskelle. Et nyt kulturfremstød kan irritere og bryde den.

Imod den nyliberale globalisering er der behov for et offensiv, attac. Men ikke kun som et økonomisk program, også som kulturpolitisk vrede.

Og: Socialistisk kulturpolitik drejer sig ikke først og fremmest om et publikum af (kultur-) forbrugere, men om de fem millioner kunstnere, der bor her i landet.