Kulturel selvaktivitet

Status: Første udkast 29. august 2012

Tovholder: Henning Eichberg

 

Tre kulturområder konkurrerer inden for kulturpolitikken med hinanden om befolkningens opmærksomhed og om midler: dannelseskulturen, den kommercielle kultur og folkekulturen.  Dannelseskulturen har udviklet sig på grundlag af den borgerlige finkultur og den eksperimenterende avantgarde. Den kommercielle kultur følger markedets præmisser. Folkekulturen er baseret på selvaktivitet af mennesker, som ikke nødvendigvis professionelt er involverede. Mens den ældre folkekultur som amatørteater, foreningsidræt, korsang og folkedans forholder sig overvejende til traditionen, er de nyere græsrodskulturer som ny spillemandsmusik og ungdomsrock, egnsspil, graffiti, ølejr, alternative folkeaviser og bogcaféer snarere opstået i protest mod den voksende bureaukratisering og markedgørelse af tilværelsen. Men også familiemønstre, samværsformer, mad og spisning, bevægelse i naturen og andre mønstre inden for kulturen i bredere forstand kræver politiske holdninger.

De forskellige kulturområder har hver deres ret, men står i en ubalance i forholdet til midlerne. Mens den kommercielle kultur bærer sig selv i følge af erhvervslivets og sponsorernes interesse, koncentrerer den offentlige kulturstøtte sig om dannelses­kulturen. Folkekulturen har måttet nøjes med forholdsvist beskedne beløb, som i det væsentlige kommer fra folkeoplysningssiden og undervisningspolitikken snarere end fra kulturpolitik­ken (med idræt som markant undtagelse).

Ud fra et socialistisk kultursyn er denne ubalance uheldig. Selvaktivitet – selvforvaltning, frivillighed og dannelse af fælles­skaber – er centrale værdier. Kultur er ikke kun noget, man “går til”, men noget man selv udfolder og står for.

Kultur – et alternativt rigdomsbegreb

Den kulturelle selvaktivitet skal støttes ved i stigende grad at anerkende kulturel virksomhed som alternativt arbejde og dermed kultur som et alternativt rigdomsbegreb. En kulturel nyforståelse af arbejdsbegrebet har særlig betydning for dem, der står uden for arbejdsmarkedet, især for de ældre og for børn og unge.

De ældre er ikke en “rest” fra arbejdsverden. De ældres erfaring og kunnen er en uvurderlig ressource for kulturen.

Børn og unge er ikke en “endnu ufærdig” gruppe, som gennem fritidspolitikken skal “passes” eller gennem undervisningspolitikken skal kvalificeres til fremtidig arbejds­kraft. Børn og unge er den kommende kulturs bærende kræfter. SF har derfor altid krævet en positiv sær­prioritering af kulturen for begyndere.

Folkeoplysning, kulturhuse og nye teknologier

Folkeoplysningen har traditionelt haft en stærk stilling i dansk politik. Det er glædeligt, men har ført til en uheldig sektoropdelingen mellem kultur og folkeoplysning. Højskolerne er med politisk betinget tilfældighed blevet skubbet frem og tilbage mellem forskellige ministerier.

Socialistisk kulturpolitik går ind for, at kultur og folkeoplysning – forstået som folkelig oplysning – sam­men­tænkes og i praksis sammenkobles på nye måder.

Kulturen udfolder sig der, hvor mennesker bor. Derfor har det i et folkesocialistisk perspektiv høj prioritet, at der etableres og støttes kulturhuse i lokalområderne som rammer for fællesskab – medborgerhuse, musikhuse, bevægelseshuse. Der skal fortsat eksperimenteres med skoler og folkebiblioteker som kulturcentre for folks selvaktivitet.

Selvaktivitet får særlig betydning for den nye teknologikultur, som er karakteriseret af ekspanderende informations- og medieteknologier, knaphed af energi, hurtig teknologisk fornyelse og nye sociale skævheder mellem teknologisk kompetence og inkompetence. Over for den truende økonomiske koncentration og fremmedbestemmelse på det teknologiske område er det vigtigt at udvikle en kultur af lokal selvorganisering og andelsfor­eninger. Folkecentre for fælles brug og udvikling af alternative energikilder, medier, EDB og anden ny teknologi er en gangbar vej.

Mellemfolkeligt kulturmøde

De nye danskere udfordrer, beriger og perspektiverer dansk kulturel identitet. Denne proces skal støttes ved at give de nye etniske mindretal udvidede muligheder for kulturel udfoldelse i forlængelse af de traditioner, som jødiske menigheder, tyske institutio­ner i grænselandet, grønlænderhuse, inuitteater etc. har haft. Den kulturelle berigelse forudsætter imidlertid gensidig anerkendelse og respekt. Samhørighed og samspil tjenes bedst gennem en to- eller flersproglighed med dansk som den ene af delene.

I den kulturelle proces af dialog og gensidig udfordring på dansk grund skal der holdes en balance mellem anerkendelsen af forskellige etniske kulturer og den flerkulturelle generation, som ikke rummes i en traditionel kategorisering af etnisk identitet.

Det mellemfolkelige møde på dansk grund er også et felt for kulturkamp, så snart kvindernes rettigheder, religionsfrihed, omskæring, børneægteskaber etc. er på tale. Socialistisk kulturpolitik støtter de kritiske kræfter inden for de etniske mindretal, som sigter mod nye kulturformer på dansk grund.