Kultur, mit folk og min sag

- Folkesocialistiske pejlemærker for kulturpolitikken

Status: Første udkast 29. november 2012

Tovholder: Henning Eichberg

 

Kulturpolitikken bliver ofte betragtet ud fra staten og det offentlige – eller også ud fra markedet. Folkesocialisterne ser anderledes på det. Her er kulturpolitik først og fremmest relateret til folket og det civile samfund.

Men hvem er folket? Dette spørgsmål har ikke mindst betydning for Socialistisk Folkeparti, der bærer ”folk” i navnet.

Ved nærmere betragtning er ”folk” på trods af dets centrale placering i den politiske diskurs en sammensat og broget størrelse, hvis dynamik var og er underlagt historisk forandring. Dets kulturpolitiske udfordring ligger både i mangfoldigheden og forandringen.

 

Bøndernes folkekultur – og romantikkens

Vor moderne forståelse af folk har en baggrund i bestemte klasserelationer. Dette begyndte i en tid, da bønderne udgjorte befolkningens flertal. Og bønderne stod i et spændingsforhold til mindretallene af aristokratiske herremænd og byernes borgere. Det var bondekulturen, der gav ”farve” til, hvad man i 1700- og 1800-tallet opdagede som folkemusik, folkeviser, folkeeventyr og folkelige lege (som gav inspirationer til moderne sport).

Folks liv ses på billeder som denne her af Pieter Bruegel den Ældre, også kaldt Bondebruegel.

Da det moderne samfund tog form, opdagede intellektuelle som Herder, Grundtvig og romantikkerne denne folkekultur. I Danmark spillede bønderne og deres klassekultur en speciel rolle, da de i 1800-tallet blev drivkraft i landets demokratisering. Her fik de grundtvigske folkehøjskoler en stor betydning, med ”folk” i fokus. På dette grundlag blev begrebet ”folkelighed” lanceret, som indehold ordet ”lighed”.

Det arbejdende folks kultur – klassekamp og solidaritet

Igennem 1800- og 1900-tallet blev bønderne som befolkningens flertal imidlertid overhalet af en anden klasse, arbejderklassen. Nu overtog arbejderne folkebegrebet. Socialisternes aviser hed på tysk Volksstimme, Volkswille, Volkszeitung, Volksstaat, Volkspresse og Volksfreund – på fransk Le Peuple (Svejts) – på jiddisch Folksajtung og lignende. Karl Marx udgav i London bladet Das Volk.

Den danske sang om det røde flag handlede om ”mit folk og min sag”. Internationalen blev sjunget med ordene: “Vor folkeret forlanger vi” (på engelsk: “The people want only their due”, på fransk: “Le peuple neu veut que son dû”, på tysk: „Völker, hört die Signale!“) Den italienske arbejdersang Bandiera Rossa begyndte med ordene “Avanti o popolo”.

Den danske arbejderbevægelse oprettede folkehøjskoler med reference til Grundtvig. Man anlagte folkeparker, oprettede Folkeferie og mødtes i Folkets Hus. Kultursocialisten Julius Bomholt, som senere blev Danmarks første Kulturminister, lancerede i 1938 ”Kulturen for folket!” Og ”Danmark for folket” blev til det danske Socialdemokratis program for at opbygge velfærdsstaten. Det svenske Socialdemokrati brugte begrebet ”folkehjemmet”. Kommunisterne lancerede ideer om folkedemokratiet og folkerepublikker, hvis utopiske dynamik imidlertid blegnede, da der manglede demokratisk indhold. Fælles dannede venstrefløjen i Frankrig Folkefronten, Front Populaire. Og i Italien dyrkede kommunister og socialister breddeidræt som “sport popolare”.

Hvad der var fælles for bøndernes og arbejdernes ”folk” var, at det stod i et spændingsforhold til magten og de sociale eliter. Man kaldte dette for klassekamp. Og: Folkebegrebet havde kulturelt indhold. Og: Folkebegrebet sigtede mod folks lighed og solidaritet. Taler man med Pierre Bourdieu, så byggede dette på distinktion og habitus.

Demos – demokratiets kultur og selvbestemmelse

Side om side med disse folkelige klassekulturer fik folkebegrebet også en central betydning for det moderne demokrati. L’Ami du peuple – “Folkevennen” – var et blad, som Jean-Paul Marat udgav under dens Franske revolution i 1789. Det revolutionære slogan ”Vi er folket!”  (“Wir sind das Volk!”) blev for første gang lanceret i Georg Büchner’s drama Danton død (1835). Sloganet dannede grundtonen i de revolutionær-demokratiske bevægelser fra 1789 og frem. Og så blev ”Vi er folket!” levende igen i de demokratiske revolutioner i Østeuropa omkring 1989.

Alt dette refererede til folk som demos, der udgør kernen for den moderne forståelse af demokratiet som selvbestemmelse. Demokratiets folk har også en kulturel betydning, da det er et spørgsmål om dannelse og kommunikationens kultur. Demokratisk dannelseskultur er en forudsætning for, at folk praktisk kan realisere deres selvbestemmelse.

Etnos – identitet, mangfoldighed og anerkendelse

I det moderne demokratiske proces fik imidlertid også det etniske folkebegreb en stor betydning. Etnos betegner det kulturelle folk med dets fælles sprog, vaner og historie. Det etniske folk fik i Danmark sit særegne profil gennem Grundtvig og den grundtvigske bevægelse, der prøvede at udtrykke ”det danske”. Dette spillede en central rolle for Danmarks nationalkulturelle identitetsdannelse. I en tid, da det danske multietniske rige – med Norge, Slesvig og Holstein – faldt fra hinanden, spurgte man sig: Hvad er det danske folk?

Og sådan spørger man stadigvæk i dag – men nu under nye præmisser. Det etniske spørgsmål fik nemlig en fornyet betydning for forholdene inden for ”det danske”, for forholdet til etniske mindretal. I Tyskland blev ordet ”völkisch” allerede i Bismarcktiden drejet hen ”imod fjenden” – om det var katolikken, socialdemokraten, danskeren, franskmanden eller jøden. Begrebet blev eksklusiv. Derimod lykkedes det for Danmark med folkelighedsbegrebet at udvikle en anerkendelsens vej, hvad angik jøder og tyskere på dansk grund. Anerkendelsen af det islandske folk, det grønlandske folk og det færøske folk og for deres kulturer banede vejen for disse folks hjemmestyre og selvbestemmelse. Det danske begreb om det mellemfolkelige er svært eller umuligt at oversætte til andre sprog.

Men det mellemfolkelige er aldrig sikret. På internationalt plan arbejder Society for Threatened Peoples (Gesellschaft für bedrohte Völker, Association pour les peuples menacés, Associazione per i popoli minacciati) aktiv for interetnisk solidaritet.

Folkebegrebets krise? – ”masse”, ”målgrupper” og ”alle”

Igennem 1900-tallet blev relationerne mellem folkebegrebet og klassekulturerne svækket, da bønderne og arbejderne forandrede deres sociale og kulturelle identitet under de nye social-økonomiske forhold. Folket tabte så at sige sit ”ansigt”. Det var i denne situation, at det lykkedes for nazismen, fascismen og populistiske bevægelser at tilegne sig folkebegrebet. Og både i videnskaberne og i det almindelige sprogbrug ledte man efter alternativer.

En vej var at tale om massen eller masserne. Massepsykologien banede vejen, og Elias Canetti beskrev fænomenet i sit værk “Masse og magt” (1960). Massen mangler imidlertid et kulturelt “ansigt”, en “habitus”, som den havde karakteriseret de tidligere klasse-relaterede folkekulturer. På denne måde er massen forskellig fra folket. Kulturindustrien og massemedierne stormede frem, og her blev masse til penge. Og når man ”mødte” hinanden på vejen, kunne det se ud som her i Los Angeles 1950:

Oplevelsen af den ”ansigtsløse” masse lagde op til en ny forståelse af det kulturkritiske begreb om fremmedgørelsen.

I socialvidenskaben begyndte man at opløse folkebegrebet i ”socialgrupper” og ”målgrupper”. Socialgrupper fik numre – I, II, III, IV etc. – og blev sat i et hierarkisk system. Dette bragte nogen måleteknisk erkendelsesgevinst, men de kulturelle forskelle og især spændingsforholdet mellem folk og magt forsvandt i denne kvantificeringsproces.

Og så fokuserede man på målgrupper. De blev dels defineret ud fra markedets præmisser – som kunder med bestemte forbrugsvaner. Og dels fik de betydning for velfærdspolitikken, hvor man tager særlig hensyn til børn, ældre, kvinder, hjemløse, migranter, handikappede etc.

Overordnet begyndte desuden – især siden 1960’erne – begrebet ”alle” sin karriere. Men begyndte at tale om ”velfærd for alle”, ”sport for alle”, ”kultur for alle”, ”sundhed for alle” etc. Den italienske socialistiske folkeidrætsorganisation Unione Italiana Sport Popolare forandrede sit navn til: Unione Italiana Sport Pertutti (Sport for alle, UISP). I rammen af “sport for alle” dyrker og genopdager man traditionelle folkelege som boule, boccia og petanque, i Denmark den “folkelige gymnastik”. I byplanlægningen lancerede man forestillingen om “City for all”, hvor alle – og især de “bløde trafikanter – kan gå, cykle og lege.

Men hvem er ”alle”? Ofte forstår man disse ”alle” som summen af individerne. ”Individualisering” er imidlertid snarere en nyliberal konstruktion. Samfundets virkelighed består derimod af sociale enheder som nærmiljø, foreninger, protestbevægelser etc.

Eller betyder ”alle”: de fleste? Hvor mange er så ”alle”? Dette lægger op til måling og kvantificering – efter seertal, besøgstal i museer etc.

På den anden side viste sig i ”sport for alle” et konfliktpotential, som lignede de spændingsforhold, som tidligere havde karakteriseret folkekulturerne. ”Sport for all” på europæisk plan er blevet kontroversiel i forhold til elitesportens olympiske interesseorganisationer. Og på nationalt plan står i Danmark den olympiske Danmarks Idrætsforbund overfor den folkelige breddeidræts DGI, lige som der i Italien står det olympiske komité CONI overfor folke- og breddeidrættens UISP. Men man siger også, at elitesporten samler ”hele Danmark” – foran skærmen. Hvem er folket?

 Folkekultur og civilt samfund i globaliseringens tegn

Reduktionen af “folket” og den dermed forbundene fremmedgørelse fremkaldte i 1968 en kulturel reaktion i form af ungdomsoprøret. Her adopterede man maoismens slogan ”At tjene folket!” Folkeuniversiteter blev oprettet. Lokale ”folkeblade” blev udgivet under titler ”Folk i…” Folk song – med inspirationer fra Amerika – blev til en bevægelse, og rockmusikken blev til en kilde for en ny folkelig fællessang. Folkehøjskolerne fik en ny rolle i oprørsprocessen.

Meget af dette var ganske vist nyromantisk og nostalgisk og forsvandt efter nogle år. Men 68’ernes antiautoritære bevægelse blev alligevel en vigtig kilde for kulturel fornyelse.

På et helt andet plan kan man se folkebegrebets genkomst i nutidens forståelse af det civile samfund. Overfor det offentlige (staten) og det kommercielle (markedet) udgør civilsamfundet en tredje sektor – og mere end det, det følger en tredje logik. Det civile samfund bygger på folks kulturelle selvaktivitet og sammenslutning. Og lige som ”folket” er det civile samfund ofte præget af indre modsigelser og forskelsdannelser.

At dette ikke kun er teori, viste sig, da den borgerlige regering fra 2001 prøvede at anstifte til kulturkamp i Danmark. Den borgerlige kulturkamp baserede sig på de folkelige konflikter, som indvandringen i globaliseringens tegn havde medført. Dansk Folkeparti leverede hertil et folkebegreb, der ville rense og ensrette ”danskheden” som kristen-national – især vendt mod de danske muslimer.

Kulturministeren Brian Mikkelsen fulgte op med projektet om en autoritativ kanon, der skulle fasttømre den ”rigtige” danskhed i kulturen. Det var imidlertid sigende, at den borgerlige kulturpolitik i sit kanonprojekt ”glemte” den kulturdel, som mere end andre præger folks kulturelle aktivitet: idrætten. Og da nogle sportsfunktionærer senere fulgte op med en sportskanon, handlede den om alle mulige olympiske toppræstationer – men ikke om det, der markerer Danmark på idrættens verdenskort: den brede folkelige idræt.

Den borgerlige ”kulturkamp” fra 2001 viste, hvor megen aktualitet der ligger i folkebegrebet – netop under globaliseringens vilkår. Og hvilken kulturpolitiske betydning det har.

Kulturpolitiske pejlemærker

Kulturpolitikken er således forankret i folkets kultur, som forandrer sig gennem tiden. Udfordringen ligger i at leve op til disse forandringer.

Samtidigt har der under det moderne demokrati fremvækst vist sig nogle principper, som burde præge fremtidens kulturpolitik. SF’s principper for kulturpolitikken er især dannelse, tilgængelighed, mangfoldighed og medborgerskab.

Dannelse betyder, at kultur aldrig er givet. Kultur skal altid blive til igen og igen. Det vi har eller vil have til fælles, er ikke på forhånd defineret, men skal vokse frem. Vi er ikke folk som sådan, vi bliver til folk. Det gælder især de unge generationer, igen og igen, men ikke kun dem. Kulturpolitik bidrager væsentlig til alles – unges og ældres – dannelsesproces.

Tilgængelighed betyder, at kultur er for alle. Kultur er velfærd og en del af livskvaliteten – et alternativt rigdomsbegreb. Kulturens institutioner og tilbud skal ikke bare være for dem, der kan betale. Uanset postnummer og pengepung skal kulturelle begivenheder og steder være tilgængelige for enhver. Dette krav om tilgængelighed står i den folkelige solidaritets og i velfærdskulturens tradition.

Mangfoldighed betyder, at kultur ikke kun er én. Kultur er ikke mindst møde med det anderledes. Folks kultur er præget af forskellige identiteter og deres diversitet – som også kan lægge op til konflikter. Gensidig anerkendelse er den eneste vej til et folkeligt liv med hinanden. Udfordringen ligger i dag især i den danske kulturs etniske mangfoldighed, men generationernes, kønnenes og de sociale klassers mangfoldighed er ikke mindre betydningsfulde. For mangfoldighedens skyld er det også vigtigt, at kulturpolitikken ikke stræber efter statslig kontrol over kulturen. Armslængdeprincippet er en vej til at lægge afstand mellem de offentlige myndigheder og kulturen.

Medborgerskab betyder, at kultur ikke kun er der, for at vi kan udfylde fritiden på en meningsfuld måde. Kultur er ikke kun privat, men grundlag for et levende og praktisk demokrati. Demokrati er nemlig mere end institutioner og regler – demokrati er kultur i omgang med hinanden og med vores forskelligheder. Demokratisk kultur kvalificerer borgerne til at være med-borgere. Den sætter folk i stand til aktiv medvirken og selvbestemmelse i fællesskab.