International kulturudveksling

Status: Første udkast 29. august 2012

Tovholder: Henning Eichberg

Globaliseringen af kulturindustrien – lige som af vareproduktionen og kapitalbevægelserne generelt – foregår først og fremmest på markedets præmisser. I denne proces skabes kulturelle standardiseringer og ubalancer af nykolonial art, som truer de enkelte folks egne udtryk. Kulturel ensretning underminerer den demokratiske selvbestemmelse, som folk har udviklet gennem historien.

Den Europæiske Union er, hvor den er bedst, tænkt som modvægt. Men den blev reelt opbygget efter markedets logik og uden om folkenes demokratiske indflydelse. Unionen har både et kulturelt og et demokratisk underskud.

Af­standen mellem folks livsverden og beslutningsinstanserne vokser. Kulturen er et væsentligt område, hvor et opgør med disse nye former af fremmedgørelse kan foregå. Kulturernes mangfoldighed, anerken­delse og selvbestemmelse er del af demokratiet som livsform. Kultur har med selvværd at gøre. Kultur er anerkendelse af den anden kultur.

Sprogpolitik

Det danske sprog er et afgørende element i den danske identitet og en vigtig basis for social modstand imod ethvert forsøg på en – global eller europæisk – enheds­kultur. Oversættelse, både fra og til dansk, er afgørende for kulturens overlevelse og skal ikke overlades til markedskræfterne alene. Den sprogpolitiske indsats har ikke kun en bevarende, men også – især – en udfarende dimension. I SF ser vi det som en vigtig dansk opgave i internationalt sammenhæng gennem kulturel praksis at skabe et modbillede til nyliberalismens forestillinger om de stores og stærkes overlevelse og de små kulturers nødvendige undergang.

Europa og mellemfolkelighed

I rammen af den Europæiske Union truer en liberalisering og markedgørelse af kulturen, en prioritering af erhvervspolitiske mål og en central bureaukratisering af kulturpolitikken. Over for dette kræver SF, at dansk kulturpolitik i samarbejde med ligesindede kræfter i andre lande sikrer den fortsatte mulighed for offentlig kulturstøtte på nationalt plan. De kulturelle mindretalsrettigheder nævnt i EU-traktaten skal præciseres, udbygges og gøres forpligtende i alle medlemslande.

Ved siden af den dannelseskulturelle udveksling og støtten til fremstød af den danske avantgardekunst i udlandet skal mellemfolkelig kulturudveksling i socialistisk kulturpolitik have høj prioritet. Internationalt kulturmøde skal ikke mindst inddrage børn og ældre, både som publikum og som aktører. Festivaler og stævner skal synliggøre og give inspirationer til det mellemfolkelige kulturmøde.

Den internationale kulturkamp foregår også i forbindelse med ophavsretten. SF går ind for den europæiske model, der styrker de udøvende og skabende kunstners ideelle og økonomiske rettigheder og friheder, i modsætning til den amerikanske og markeds­liberale model, der prioriterer de rettigheder, som knytter sig til erhvervsvirksomhedernes økono­mi­ske inve­steringer i kulturproduktionen.

Kulturelt virke udadtil og mangfoldighed indadtil

Danske kulturhuse i udlandet synliggør, hvad dansk kultur står for. Dette netværk skal udbygges, fortsat baseret på armslængdeprincippet. Dansk Kulturinstitut kan ikke erstattes af kulturministeriets internationale indsats, men danner en model for samarbejdet mellem offentlig kulturpolitik og civilsamfundsmæssige initiativer. Andre lande og kulturer skal op­muntres til at indrette deres kultur­huse i Danmark på lignende måde.

Kulturelle mindretal i Danmark, især etniske minoriteter, er en vigtig ressour­ce for det interkulturelle møde. Deres to- og flersproglighed bidrager til en kvalificering af oversæt­tel­ses­kulturen. Mindretallene skal støttes som ressourcer for en dansk dialogisk “verdens­kultur”, der bygger på en anerkendelse af modersmålet og på den sproglig-kulturel­le forskellighed som grundlæggende værdier.

Fredens og oprørets kultur

Retten til kulturel mangfoldighed er et konkret bidrag til fredens kultur, som er mere end fravær af krig. SF betragter den kulturelle indsats i de mellemfolkelige relationer som central for en ny internationalisme, for kulturernes fredelige sameksistens. Mellem­folkeligt samarbejde, udveksling og solidaritet er et alternativ til globaliseringen efter markedets præmisser.

Sidst men ikke mindst er kultur en vigtig del af græsrøddernes oprør imod den kapitalistiske globalisering og imod højrefløjens krigspolitik. Hvis globaliseringskritikken skal være mere end velmente kritiske ord og konferencer – og andet end voldelige optrin – skal der kulturel fantasi til.