Fremtiden for lokal-TV og radio

Status: Første udkast 16. november 2012

Tovholder: Hamid El Mousti

Grundlæggende var det fint at man i 2009 placerede græsrods-TV i MUX 1. Ordningen med at blande enkelte landsdækkende sendemuligheder med de regionale er også en fin idé. Det giver afveksling.

Tilskudsordningen er i princippet fantastisk. Det var flot, at samfundet i 80erne tog medansvar for finansiering af de lokale medier, og Danmark har nu af samme grund et unikt opbud af små TV og radiostationer, som tilsammen kvantitativt leverer en totalt enorm programproduktion for små penge. I et lille sprogområde som det danske er dette af uhyre stor værdi for den demokratiske debat og den demokratiske adgang til medierne.

Morgendagens teknologiske udfordringer er dog hæsblæsende. TV og internet vil smelte sammen, og TV udbuddet bliver snart enormt. Der er dog selvsagt grænser for, hvor stort et TV udbud det er muligt at lave med kvalitet i vort lille sprogområde. Et stadig større TV-udbud vil derfor alt andet lige betyde forholdsvis mindre dansksproget TV.

Men der er udfordringer, som i særlig grad retter sig mod græsrods TV, som bliver stadig mere marginaliseret i takt med, at kommercielle selskaber overtager stadig større andele af mediebilledet. Eksempelvis er græsrods-TV nu er kommet helt over på kanal 41, hvis man vel at mærke har et digitalt TV. Hvis man har et gammelt analogt TV er det helt væk. Mange kabelselskaber snyder på vægten, og fjerner også digitalt græsrods-TV

Man kan så spørge sig selv, hvorfor kabelselskaber egentlig ønsker at fravælge græsrods-TV?

Svaret er, at græsrods-TV ikke er kommercielt interessant. Men det bør samtidig være en invitation til politikere om at træde i kulturpolitisk karakter.

Dansk kulturpolitik bør ikke styres af, hvad der er økonomisk interessant, for så får vi kun reklamer fra morgen til aften.

Kvaliteten på græsrodskanalen på Mux 1 kan variere. Nogle gange er det fremragende, andre gange er det ikke. Men grundlæggende er græsrods-TV borgernes eget TV. Enhver kan søge om og få sendetilladelse, og rundt regnet ti tusinde danskere er på den ene eller anden måde involveret i produktion af græsrods-TV eller radio.

At så mange kreative mennesker er involveret i det danske folks egne medier, er en enorm ressource for dansk kultur og demokrati. Og de fleste udfører endog dette som ulønnet og frivilligt arbejde.

I totalt antal sendetimer leverer græsrods TV i alle regioner tilsammen lige så meget TV for sine 35 mio. kr., som DR gør for sine 3.5 milliarder. Ingen andre end græsrods-TV og radio sender fast 24 timer i døgnet.

Når det handler om græsrodsradio er antallet af leverede sendetimer nærmest astronomisk.

Der er klasseforskel i kvaliteten, javel,- det skulle bare mangle andet. Når DR producerer ting, der koster 100 gange mere pr. minut, skulle der gerne kunne ses og høres forskel.

Men græsrodsmedierne kommer steder, hvor de landsdækkende medier aldrig sætter deres ben, og det er deres eksistensberettigelse. Det burde kræve respekt.

 

Medier med indbygget uafhængighed

Aviser og elektroniske medier ejes (fraset DR) af kommercielle aktører. Men det gælder ikke græsrods-TV. Her sætter tusinder af borgere fra det danske folk deres egen dagsorden. Disse borgere er ildsjæle, som sjældent er enige om noget som helst. Denne akilleshæl medvirker til, at græsrodsmedierne sjældent har heppekor hverken i pressen eller på Christiansborg.

Vi må fastholde muligheden for, at danske borgere fortsat let kan komme til orde via græsrodsmedierne. – Også selvom de er indbyrdes uenige. Disse medier er derfor et vigtigt bidrag til den løbende demokratiske og kulturelle debat i samfundet, og de er et vigtigt modspil til de store aktører i mediebilledet.

En forudsætning for, at dette vil lykkes også i fremtiden, er, at der fortsat skal kunne arbejdes for at opretholde en kvalitativt god programproduktion, at denne fortsat kan udsendes i en god kvalitet, og at den kan blive bragt videre ud på hele befolkningens TV skærme. Men hvad skal der til, for at dette kan lykkes i en fremtid præget af giganternes kamp?

 

1) Hjælp til bedre programindhold

Der udfoldes allerede i dag en stor indsats for at sikre et godt programindhold i

græsrodsmediernes sendeflader, og tit er programmerne aldeles fremragende.

Dette er derfor ingen kritik, men ønsker snarere at fremme en endnu bedre programproduktion.

Tilskudsordningen kan bruges til at styre udviklingen, – hvilket man jo allerede i nogen grad har forsøgt ved at målrette tilskud til førstegangsundsendelser.

Man kunne herudover foreslå tilskudsmæssigt at præmiere ”aktualitet”. Aktualitet efterspørges ikke i tilskudssystemet idag, men er et naturligt kvalitetskriterium. Stationer, der ønsker at tilbyde dagsaktuelle programmer, burde kunne sikres en fremtrædende plads i sendefladen samt ekstra tilskud.

Det foreslås derfor, at der bliver nedsat et idéudvalg om revision af tilskudsreglerne med henblik på, at de bedre kan bruges som styringsinstrument.

Og undervisning kan bruges som vej til bedre kvalitet,- hvilket der allerede er tænkt på i medieforliget.

 

2) Den tekniske kvalitet af græsrods-TV skal styrkes

Græsrods-TV bør kunne sende HD snarest muligt. Den tekniske udvikling muliggør dette om få år.

Tilskudssystemet kunne bruges til at belønne fornyelser. Eksempelvis er 3D-TV indenfor rækkevidde, og hvorfor skulle græsrods-TVstationer ikke ligesom i 80erne kunne være innovative frontløbere.

 

3) Stil krav til græsrodsmedier om ”public acces”

En af græsrodsmediernes eksistensberettigelser er, at de kan tilbyde let adgang for borgere til at lave TV eller radio. Man kalder det ”Public acces”.

Det betyder ikke, at alle skal have ret til at få bragt hvad som helst, når som helst. Men lad stationerne få indskrevet en principiel pligt til at levere ”public acces” som en forudsætning for sendetilladelsen. Det ville være et fornuftigt søm at få slået ind. Fortolkninger kan altid give problemer, men princippet og idéen er egentlig meget simpelt.

 

4) Mindre trængsel på græsrodssendefladerne

Eftersom der er begrænsede tilskudsmidler og en fast puljestørrelse, er tilskuddene med det stigende antal stationer nu så små, at stadig flere stationer skrumper til kun at bestå af få personer.

Denne udvikling er sket på få år.

Der bør ved næste ansøgningsrunde prioriteres mellem ansøgerne, så der i hvert fald ikke bliver mindre sendetid pr. uge pr. station end 2½ time, – og helst mere end det.

Skal man opretholde et fagligt miljø på en station, er der en undergrænse for, hvor små stationerne kan være. De fleste stationer er i dag under denne grænse.

Ganske vist må der ikke gøres forskel mellem ansøgerne i en ansøgningsrunde, men det udelukker ikke prioritering ved såkaldt ”skønhedskonkurrence”, hvor stationer, der agtværdigt har produceret gode ting i mange år, uden problemer får fornyet deres sendetilladelse.

Nye stationer med interessante og realistiske koncepter bør også komme ind, mens resten af ansøgerne bør vejes på en guldvægt.

I københavnsområdet, hvor stationerne sidder som burhøns i en tætpakket sendeflade, er der en ekstra fortættet kamp om sendetider, men det synes kun at være et lokalt problem. Det kunne afhjælpes ved ibrugtagning af den ledige TV frekvens i Københavnsområdet. Denne bør ikke blot kastes i grams til kommercielle aktører, men bør også have græsrodsstationer med. Især er det her interessant, at denne frekvens er ”født med” muligheden for at lave et HD bånd.

 

5) Konceptudvikling: ”Græsrodsmedier” eller ”Borgermedier”

Ovenfor er med vilje brugt det mærkelige ord ”græsrodsmedier”. Ordet er opfundet i en hippietid, men har overlevet, fordi det passer til den mangfoldighed, der findes på det danske folks radio- og tv kanaler på FM og Mux 1.

Her møder man idebaserede stationer, geografisk forankrede lokale stationer, etniske stationer, stationer finansieret af interessegrupper, religiøse stationer og meget andet godt fra havet. ”Kludetæppet” er der også nogen, der kalder det.

Konceptet med græsrodsmedier blev udtænkt i 80erne, men er nu lidt støvet, og er idag i en slags identitetskrise. Det er til gengæld let at sætte ord på, hvad det handler om: Det er borgernes eget radio og tv henvendt til det danske folk.

 

6) Skatteyderfinansieret TV bør være ”must carry”

Must carry betyder, at kabel-TV udbydere er tvunget til at bringe en bestemt programflade.

Hvad angår græsrods-TV i Mux 1 er den gældende lovgivning noget inkonsekvent roderi. Tegnsprogs-TV er eksempelvis ”must carry”, undtagen hvis man har et gammelt TV.

Gør dog al skatteyderfinansieret TV ”must carry” på alle platforme. Det gælder såvel DR som lokal (græsrods)-TV.

Hvis man bruger skatteyderpenge på tilskud til TV-produktion, er det nemlig ulogisk samtidigt at konstruere regler, som forhindrer, at det kan ses. At indføre must carry for græsrods-TV er at bruge skatteborgerpenge med større fornuft.

Uklar lovgivning medfører en uklar lovbekendtgørelse og lurendrejeri i implementeringen.

Derfor kan reelt kun ½ af danskerne se græsrods-TV, selvom det indirekte via tegnsprogs-TV i princippet er ”must carry”.

Uklare regler er dårligt politisk håndværk, og bekendtgørelsens §6 bør skærpes. Hvor svært kan det være? Alle former for skatteyderfinansieret TV bør være ”must carry”.

 

7) Hjælp tegnsprogs-TV

Find dem et bedre sted at være.

Ægteskabet mellem tegnsprogs-TV og græsrods-TV har aldrig været vellykket. Hvis man ikke er hørehæmmet, er tegnsprogs-TV ret dødbideragtigt. Selvom Tegnsprogs-TV i princippet er ”must

carry”, skræmmer det formentlig lige så mange seere væk fra den samlede sendeflade, som det skaffer til, og Gallups seertal siger, at tegnsprogs-TV ikke har en eneste seer. Er det ikke tid til at tænke om igen?.

For tegnsprogs-TV er placeringen på Mux 1 næppe heller nogen gevinst. I sjælden grad ville tegnsprogs-TV være tjent med istedet at blive udsendt på ”nettet”.

Hørehæmmede vil hellere sidde for sig selv og se TV i stedet for at tvinge resten af familien til at se med.

På en døgndækkende netsendeflade ville tegnsprogs-TV ikke være begrænset af de få timer, de har nu, men kunne få hele døgnet til rådighed. Og man ville eksempelvis kunne sende en hel valgaften

tekstet for hørehæmmede eller tekste andre markante udsendelser uden tidsbegrænsning

 

8) Find en løsning for FM båndet

Alle disse ovennævnte punkter berører TV verdenen.

Vi er glade for, at beslutningen om slukning af FM båndet er udskudt til 2019. Jeg er en af de mange, som ikke aner hvad en DAB radio er, og jeg får formentlig heller aldrig sådan en tingest.

En slukning af FM i Danmark vil rent politisk være en vanskelig manøvre. For nærværende har måske kun en tredjedel af befolkningen hørt om DAB.

At forklare den danske befolkning hvorfor man skal skrotte nogle millioner FM-radioapparater

til fordel for noget, som man ikke mener at have bedt om, kræver, at beslutningstagerne er meget faste i troen på en digital radiostrategis fortrin.

Hvis der skal indføres et digitalt radioformat i Danmark, bør det søges koordineret med andre lande i EU. DAB er som sådan næppe langtidsholdbar, idet andre og nyere formater som DVB-T2 Lite profil synes at være overlegen både driftsøkonomisk og i kvalitet.

Hvis det ender med en digital radioløsning, bør der skabes en fortsat ramme for de ikke kommercielle lokalradioer. En løsningsmulighed kunne være at der laves et udbud i hver af de 13 regioner til en lokal Gatekeeper. Denne skal forpligtes til at tilbyde sendetid til græsrodsradio til kostpris i et nærmere angivet omfang.

En anden løsning kunne være blot at overlade FM til de små radioer. Frekvensområdet skal jo ikke bruges af andre.

Uanset hvilken løsning det måtte ende med, må man imidlertid have for øje hvilken spinkel økonomi, som de ikke-kommercielle lokalradioer drives med. Enhver løsning, som forudsætter

kostbart indkøb af ny teknologi eller væsentligt forhøjede driftsudgifter, vil betyde dødsstødet for stort set alle ikke-kommercielle lokalradioer. Det er en udfordring, som enhver løsningsmodel skal forholde sig til, hvis de ikke-kommercielle radioer skal med over i en digital fremtid.

En typisk græsrodsradiostation har en omsætning på højst 150 000 kr. om året, og kan selvfølgelig ikke investere måske ½ mio. kr. pr station for at overgå til DAB. Men også de kommercielle stationer vil få trange tider i en sådan overgangsfase. Denne digitalisering er ikke i de små aktørers interesse.

Den minister, som måtte beslutte at slukke for FM-båndet alene begrundet i de store aktørers interesser, kan risikere at skulle forklare befolkningen, hvorfor man skal aflevere millioner af FM apparater på genbrugspladsen. Især vil det være et problem for de mange millioner bilradioer.

Hvis græsrodsradioerne alligevel skal tvinges til at digitaliseres, skal de sikres en ligeværdig niche i det samlede fremtidige radiobillede, så at de hverken bliver glemt eller overset.

Alle overvejelserne er udgiftsneutrale.