Forretningskunst og avantgardekunst

Status: Første udkast 10. februar 2013

Tovholder: Rune Solvang

”Popmusik er som slik og kage – den smager godt, men man skal ikke komponere for mange hovedmåltider med den.”

Der er to poler inden for den skabende kunst: forretningskunst eller kommerciel kunst, hvor det drejer sig om at tjene penge, ved at give publikum det, de forlanger, og avantgardekunst, der eksperimenterer med kunsten og decideret udfordrer publikum. Og så er der alle de andre derimellem.

Musikken er et godt eksempel, fordi det nok er den kunstart, hvor disse forhold er stillet skarpest op. Man har en hel genre med betegnelsen pop, hvor der igennem det 20. århundrede har været stadig mere ekstreme eksemler på forretningsdrevet kunst. Der blev i den grad skrevet historie, da boy-bands i 1980’erne blev dannet ovenfra af pladeselskabsdirektøren og produceren, og sangtalenterne så efterfølgende ved ren tilfældighed dukkede op blandt de efter udseende nøje udvalgte bandmedlemmer. På den modsatte ende af skalaen finder man den eksperimentelle musik, der både findes inden for jazz, rock (fx indie-rock), electronica, og der, hvor det er mest kendt nemlig moderne kompositionsmusik. Nogle kalder det moderne klassisk, da det er opstået ud fra klassisk musik, men genrens folk kalder det for ny musik. Her har man siden 1950’erne havde konceptet aldrig før hørte klange udvidet forståelsen af hvad musik er. Og i det 21. århundrede er det nærmest blevet standard, at støj og lyde også er musik, såvel som stilhed også er musik, samt at musik ikke kun skal opfattes som toner. Og fordi publikum ikke nødvendigvis er inde i denne måde at tænke på, udfordres de i høj grad med talrige eksempler på uforståenhed og deciderede skandalekoncerter. I de seneste årtier, er der dog opstået en stadigt større interesse for moderne kompositionsmusik – folk er blevet mere vant til den.

Forretningskunst drejer sig altså om at ramme lige ind mainstream-tendenser og de brede trends, som for øvrigt altid forandrer sig. Man søger det kendte, så man får så mange folk som muligt med, så man dermed kan sælge mange plader og score kassen. Genierne inden for popmusik er dem, der kan høre morgendagens hit, dvs. hvor trenden er på vej hen. Ulempen er så, at efter folk har hørt eller set det, er det et spørgsmål om tid, før det går i glemmebogen, medmindre det rent faktisk har kunstneriske kvaliteter. Og nogle steder går det stærkt med at komme ned igen efter først at være blevet hypet – man taler om begrebet døgnfluer.

I avantgardekunsten er man først og fremmest optaget af at eksperimentere og forny musikken og udfordre traditionerne, samt det at skabe tidens musik i modsætning til at indordne sig under for det meste tidligere tiders musik. Genierne her er dem, der er bedst til at opfinde nye trends, der så kan inspirere folk langt frem i tiden, og de vil så stå tilbage som mere eller mindre ikoner fra den tid, hvor de levede. Det er derfor avantgardekunstnerne, der fylder mest i historiebøgerne, men anerkendelsen tager for nogle lang tid at få, og modtagelsen af deres kunstværker kan have vakt forargelse. Det eklatante eksempel er at publikum først er blevet forarget, men efter noget tid, som nogle gange kan måles i årtier, har publikum endelig forstået, hvor genialt det er.

 

Den store gråzone

Forretningskunst og avantgardekunst er de to poler i kunst, men kunsten er selvfølgelig ikke kun sort og hvid. Langt det meste befinder sig imellem, eller blander de to begreber på deres egen måde. Der er trods alt popmusik, der er over 50 år gammelt, og som den unge generation også lytter til. Ofte fordi, den pågældende popmusik har nogle kvaliteter, eller måske ligefrem har eksperimenteret med musikken – og måske frem for alt ikke er dannet af forretningsfolk og producere. Nogle af de danske singer/songwritere har fx deres niche i teksten, mens musikken er mere traditionel pop. Der findes også komponister der bliver glemt, fordi de havner i en situation, hvor de hos avantgardisterne anses for at være traditionelle eller konservative, samtidig med at de ikke møder forståelse hos det brede publikum. Derudover bør nævnes folkekunsten, som har et helt andet udgangspunkt, og må siges at ligge midt i den store gråzone mellem avantgarde og forretning.

Hvad er godt og hvad er dårligt, og hvad skal man støtte?

Det er ikke politikernes opgave at gå ind og bedømme om det enkelte kunstværk er godt eller dårligt – det ville være smagsdommeri. Hvad der er avantgardekunst og hvor nyskabende det er, kan eksperter – fx kendere af den pågældende kunstart og kunstnerne selv – give en idé om. Men også de kan tage fejl – det kan fx være en anmelder, der har sine helt egne meninger om tingene. Og popmusik bliver i høj grad bedømt alene af folks individuelle smag. Men politikerne kan godt ytre sig generelt om begreberne forretningskunst og avantgardekunst. Avantgardekunst har den force, at den udfordrer folks intellekt. Den er på lige fod med tidligere tiders avantgarde – dvs. de gamle mesterværker – vigtig for folks kulturelle dannelse. Forretningskunsten smager godt, og er anvendelig som let tilgængelig underholdning, men dannelsesmomentet er begrænset. Hvis man sammenligner kunst med fødevarer, vil man kunne sige følgende: Det er avantgarden, der er rugbrødet og de grove grøntsager, der er vigtige for organismen. Popmusik er som slik og kage – den smager godt, men man skal ikke komponere for mange hovedmåltider med den. Dertil er den for vitaminfattigt. De fleste spiser slik og kage indimellem, hvilket er helt o.k., men udelukkende at leve af det er usundt. Sagt med andre ord er det usundt for samfundet, hvis forretningskunsten totalt dominerer i et samfund og folk ikke oplever andet, fordi der er tale om ikkedannende underholdning.

Forretningskunsten vil altid være der, specielt jo mere forretning det er – det siger sig selv, da den klarer sig på markedsvilkår. Det er derfor politikernes opgave at sikre at dels avantgarden – den eksperimenterende kunst – og dels kunst i den store gråzone, herunder folkekunsten, også trives. Således at der er en mangfoldighed i kunsten. Det gøres igennem støtteordninger til kunst, der ellers ikke vil klare sig særligt godt på markedsvilkår. I Danmark tildeles fx livsvarige ydelser til anerkendte danske kunstnere. Denne ydelse er dog i mange tilfælde også blevet givet til popmusikere, der tjener mange penge på deres kunst i forvejen, og som derfor ikke behøver den. Det er et problem.

Det er desuden en samfundsopgave, at præsentere folk for forskellig kunst. Særligt gennem medierne. DRs radio og TV-kanaler bør forpligtes til at præsentere mere forskellig kunst. Og præsentere forretningskunsten såsom popmusik i mindre mængder. Medierne bør give folk øjenåbnere og aha-oplevelser, der kan stimulere folks nysgerrighed og udvide deres horisonter, frem for kun at spise folk af med det de i forvejen ser og hører.