Demokratisk idræt

– for en idrætspolitisk fokus på bredden

 Status: Første udkast 16. november 2012

Tovholdere: Pernille Frahm & Henning Eichberg

Mennesker, der trives på cykler i Odense og København, betragtes som udtryk for dansk demokrati og velfærd: økologisk trafik, bæredygtig byudvikling, sund motion. Cyklerne, som blev stillet frem i Verdensudstillingen i Shanghai 2010, men ikke brugt, viser imidlertid, at det ikke er nemt at overføre erfaringer fra kultur til kultur. Men det skal ske.

Danmark har en idrætskultur, som kan vises frem i verden. Folkemaratons samler titusinder af glade deltagere, foreninger arbejder med et stort antal af frivillige, på folkelige idrætsstævner vises kreative optrin, der bygges idrætsanlæg med kulturelle ambitioner, bevægelseskulturen fornyes ved eksperimenter som parkour og streetidrætter … – det sprudler af folkelig aktivitet mellem Øresund og Sønderjylland.

Kommer dette til udtryk i en visionær idrætspolitik?

Borgerlige regeringer har ensidigt satset på elitesportens medaljeræs. Men til dette kapløb er andre lande med store økonomier langt bedre udrustet, som de Olympiske Leges medaljetabeller viser. Store stævner og mesterskaber kan man nemt også arrangere i Dubai eller Shanghai. Det virkeligt enestående, som Danmark kunne præsentere, den folkelige breddeidræt, forblev økonomisk i skyggen. Har dette forandret sig med S-SF-R-regeringen fra 2011?

Det gælder om at vende blikke mod de talrige muligheder at gøre Danmark til breddeidrættens centrum. Danmark kan præsentere en idrætsmodel, der i modsætning til andre unikt kombinerer åbne demokratiske beslutningsprocesser, frivilligt engagement og korruptionsbekæmpelse.

Den danske idrætsmodel er unik

Hvor mange andre nationers idrætspolitik bygger på forestillinger om, at eliten skaber bredde, er den danske foreningssucces først og fremmest bygget på en folkeoplysningstradition, der sikrer støtte til et åbent og demokratisk foreningsliv uden direkte statslig eller kommunal styring af aktiviteterne.

Statens idrætspolitiske fordelingspolitik ligestiller de olympiske organisationer (DIF, Team Danmark) med breddeidrætsorganisationer (DGI, Firmaidrætten). Idræt handler altså om mere end medaljekapløb og store sportsbegivenheder. De tre hovedorganisationers særegne kulturer er forskellige og stærke og aktiverer flere forskellige grupper af befolkningen, end én samlet organisation vil kunne.

Idræt stilles via en differentieret foreningskultur til rådighed som en basal kollektiv rettighed for lokalbefolkningen. Danmark har i dag en af de mest idrætsaktive befolkningsgrupper i verden. Frivillighed og engagement er i centrum. Den danske model giver plads til mange motionister uden sportslige talenter, herunder ældre. I mange andre lande er de overladt til markedets kommercielle tilbud som f.eks. fitnesscentre.

Samtidigt har vi i Danmark skabt en række institutioner, som i internationale sammenhænge er enestående og som mange lande misunder os.

Lokale- og Anlægsfonden har udviklet det faglige blik for idrætsrelateret arkitektur og planlægning, der fornyer og har fokus på grupper uden for foreningslivet. Fonden støtter byggeri, der adskiller sig fra idrættens traditionelle fokus på store opvisningsanlæg, som primært tilgodeser den del af idrætten, hvor regler, rutiner og standardiserede bevægelsesmønstre er i centrum.

Organisationen Play the Game har opbygget et internationalt, fagligt funderet netværk mellem idrætsjournalister og -forskere, der fokuserer på idrættens skyggesider – doping, korruption, menneskehandel med sportstalenter. Danmark kunne dermed sætte sit præg på den internationale idrætspolitiske debat.

Breddeidrættens pendant til den olympiske bevægelse, International Sport & Culture Association, har potentialer for at udvikle sig som en international organisation, der sætter fokus på frivillighed, demokratiets betydning i idrætten og idrættens sundhedspolitiske konsekvenser.

Idrættens Analyseinstitut bidrager med omfattende udredninger, analyser og konferencer. Den stiller spørgsmålstegn ved det etablerede og udfordrer den etablerede idræt via gennemtænkte idrætspolitiske udspil.

Og Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning har støttet idrætsrelaterede forskningsprojekter, inden det blev underlagt Kulturministeriets Forskningsudvalg.

Alle disse organisationer må eller måtte klare sig med offentlig støtte, som er småpenge set i forhold til de store beløb, der cirkulerer i sportens system. Men de er truet af nedskæringsrunder. En visionær demokratisk idrætspolitik burde tværtimod styrke disse områder. Andre lande skal ikke være i tvivl om, hvor man skal kigge hen, såfremt man ønsker en idrætskultur, hvor frivilligt folkeligt engagement, foreningskultur, faglig viden og demokratisk liv står stærkest.

Idrætspolitik mellem sektorpolitik, kulturpolitik og kropsligt demokrati

Spørgsmål af idrætspolitisk karakter blev drøftet i den af den borgerlige regering nedsatte breddeidrætsudvalg. Udvalget udsendte i 2009 betænkningen ”Idræt for alle”, hvis analysedel var et imponerende værk og fortsat er værd at læse. Betænkningens særskilte politiske handlingsdel var derimod sammensat af 42 uprioriterede punkter i mere eller mindre vilkårlig rækkefølge. Punkterne byggede ikke på den grundige analytiske del, men var udtryk for breddeidrætsudvalgets politiske sammensætning og udvalgets kompromisser. De udtrykte den laveste fællesnævner og en uambitiøs holdning fra de deltagende organisationer.

Som endnu en efterfølger til disse forslag lancerede den borgerlige regering konceptet ”breddeidrætskommunen”. Forslaget var end ikke var med blandt de 42 oprindelige forslag og gik direkte imod intentionen om at få færre statslige puljer.

Er idrætspolitikken blevet klarere, siden den nye midt-venstre-regering tiltrådte i 2011, og en radikal kulturminister lagte linjerne? Det kan man godt betvivle.

Det spørgsmål, som rejser sig i kølvandet på breddeidrætsudvalgets arbejde og kulturministeriets politik siden 2011, er derfor, hvor idrættens egentlige politiske pointe er. Hvor er den røde tråd mellem analyser og handlinger, som burde gå gennem statens, regeringens og kommunernes idrætspolitikker?

En pointe bør stå klart: Idrætten er ikke kun sektorpolitik, som består af støtteforanstaltninger, mobilisering af bestemte målgrupper, organisationernes arbejdsfordeling og administration af pengefordeling. Idrætspolitik handler mere grundlæggende om idrættens bidrag til folkelig kultur, velfærd og levende demokrati.

I sektorpolitisk perspektiv er den aktuelle idrætspolitik præget af et uforløst spændingsforhold mellem kulturpolitik, hvor Kulturministeriet er styrende, idrætsorganisationernes fører snæver interessepolitik (DIF, DGI og Firmaidrætten) og kommunernes fokuserer på idrætten som forsimplet sundhedsfremme.

Det uforløste forhold blev især aktuelt efter kommunalreformen fra 2007, da kommunerne fik hovedansvaret for den forebyggende sundhedspolitik. Idræt risikerer her at blive betragtet som abstrakt fysisk arbejde i stedet for folkelig foreningsorganiseret legekultur.

Her er idrætspolitikken nødt til at overskride den snævre sektorpolitiske horisont. Idrætsudfoldelse er folks kropslige selvbestemmelse og berører dermed spørgsmål om demokrati og mangfoldighed. I demokratipolitisk perspektiv kræver idræt en politisk stillingtagen til idrættens kvaliteter frem for beslutninger af rent distributiv-administrativ karakter. Denne side er imidlertid hidtil markant underbelyst. I breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009 optrådte ordet sundhed f.eks. 868 gange, og denne dimension blev analyseret grundigt på 50 (af 500) sider. Ordet demokrati nævntes derimod kun 30 gange, og forholdet mellem idræt og demokrati blev slet ikke analyseret. Demokratiet tages næsten for givet, hvilket er en meget farlig analyse at foretage.

 Idrætter i flertal – gensidig anerkendelse

I Danmark er idrættens demokratiske substans vokset frem af en mangfoldighed af forskellige traditioner og bevægelser. Herunder spillede især den demokratiske bonde- og gymnastikbevægelse samt den oprindeligt borgerlige sport i industribyerne og arbejderidrættens særegne kultur afgørende roller.

Den danske idrætsverden præges af indre modsigelser. Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der fungerer som Danmarks Olympiske Komité, fremstår gerne som talerør for breddeidrætten. Rigtignok er størstedelen af dets foreningsmedlemmer motionister. Men ifølge DIF’s koncernregnskab går 41 % af midlerne direkte eller indirekte til elitesporten, og kun 21 % til bredden, som ellers tæller langt de fleste udøvere. Denne fordeling er demokratisk set et problem.

Modsætninger findes også inden for breddeidrætten. Breddeidrættens nye sundhedspolitiske drejning kan nemt gå hånd i hånd med nye autoritære tendenser, hvor et sundhedspolitisk ekspertvælde kommer i konflikt med idrættens demokratiske selvorganisering. Idrætten risikerer at blive spændt for en sundhedsvogn, hvilket også den strategiske og politiske udvikling i DGI og i Firmaidrætten vidner om.

Der er en politisk pointe med idrættens demokrati. Idræt har kropsligt demokrati som sin kernepraksis, dvs. folks selvbestemmelse gennem kropslig udfoldelse. Den berører retten til mangfoldighed – hvilket stiller spørgsmål ved en olympisk orienteret enhedsorganisation, som fusionen mellem DGI og DIF risikerede at ende ud i. Retten til at udtrykke sin mangfoldighed i idrætten stiller principielle spørgsmål ved den monopoliseringsstrategi, som Kulturministeriet, DGI og DIF forsøgte sig for første gang med i 2008. Fusionen forulykkedes, men tankerne eksisterer stadig. En enhedsorganisation er dog ikke vejen frem for det mangfoldige og demokratiske danske idrætsbillede. En fusion risikerer på sigt at resultere i sportificering af den danske idrætskultur, i ensretning, specialisering, disciplinering og fokus på elite. Det er ikke denne vej, idrætten skal bevæge sig, såfremt foreningsidrættens skal holde takt med ændrede idrætsvaner, hvor især flere voksne og ældre dyrker motion og idræt uden for foreningslivets traditionelle rammer.

 Idrættens bidrag til demokrati er mere end formalia

Idrættens grundlæggende demokratiske principper er mere end foreningsvæsenets formalia. Formelt hedder det sig ofte, at det demokratiske fundament ligger i medlemmernes selvorganisering i idrætsforeninger og dertilhørende landsorganisationer. Men idrætsorganisationernes generalforsamlinger og årsmøder giver ikke indtryk af et levende medlemsdemokrati, hvor meninger brydes og reelle alternative visioner kæmper om de frivilligt engageredes gunst. Diskussionerne er som regel få, de tilrettelagte klapsalver ulidenskabelige, og de reelle beslutninger er for manges vedkommende allerede truffet inden den officielle mødeafvikling.

Mere overordnet pegede breddeidrætsudvalgets analyserapport på, at idræt styrker sammenhængskraft og tillid i det demokratiske samfund. Civilsamfundets evne til at danne nye idrætsforeninger er yderst potent og et konkret modspil til markedets investeringer i købeidræt. Foreningernes nydannelse kan være udtryk for utilfredshed med traditionelle stivnede beslutningsgange i eksisterende organisationer, men også for et sprællevende civilsamfund.

Idrættens demokratiske betydninger hænger således ikke entydigt sammen med organisationernes forvaltning af demokratiets formalia. Og slet ikke med idrættens beslutningssystemer, der er opbygget som en pyramide og er udtryk for centralisering. Pyramiden er en formaliseret repræsentationsmodel, hvor magten udøves top-down. Foreningsidrættens muligheder ligger i folkeligt demokrati, hvor initiativet går nedefra og op, altså bottom-up.

Sportens pyramide-organiserede specialforbund er overnationalt er præget af korruption og mangel på demokratisk åbenhed. Skandaler i internationale forbund – fodbold, cykling, håndbold, badminton, volleyball, ishockey – vidner om en udemokratisk forvaltning af magt og penge. Gennem uigennemsigtige og autoritære beslutningsprocesser ændres fra tid til anden regler, pointsystemer og selv påklædningsregulativer, ofte for at gøre sporten mere medielækker med udsigt til tv-penge og sponsorindtægter – uden for medlemskontrol.

Uden for den organiserede idræt ekspanderer det kommercielle fitnessmarked. Markedet fungerer ganske vist efter kundens valg, men dette valg og en fortsat privatisering af idrætten ville trække mod en idrætsmodel, der er baseret på idrætsforbrug og kundementalitet, og som ikke er identisk med praktisk demokrati, hvor medlemmet har ytringsfrihed, stemmeret og mulighed for at danne sin egen forening. Den markedsøkonomiske idrætsmodels og dens succes udfordrer foreningsidrætten. Kommerciel idræt tilgodeser træning for de mange travle unge og ældre, der kræver fleksibilitet i deres fritid. Men købeidrætten har også en række sociale begrænsninger, den begrænser deltagelsen for folk med ulige økonomiske muligheder. Her bliver idræt et privat gode, som alene er op til den idrætsforbruger, der betaler.

Fitness-sektorens succes kan også tolkes som advarselstegn på at den etablerede idræt ikke har formået at samle de store ændringer i idrætsvanerne op. Specialiseringen i bestemte sportsdiscipliner står i vejen for, at den organiserede idræt reagerer på nye efterspørgselsmønstre i civilsamfundet. Idrætten kan nemt gå fra at være et udtryk af civilsamfundets evne til selvorganisering til at blive et spørgsmål om markedets evne til at indrette nye produkter efter nye kundesegmenter.

Den demokratiske kerne i dansk idræt er altså på ingen måde sikret. Den formalistiske tilgang med organisering, formelt valg og beslutningsprocedurer er ikke nok for at garantere demokratiet i idrætten. Idrætsdemokratiet kræver en politisk debat og løbende fornyelse. På dette grundlag kan demokratisk idræt, som er et særtræk af dansk demokratisk kultur, for alvor føres frem i den internationale idrætsverden.

En demokratisk idrætsvision

Det er netop i disse år mulighed for at udvikle Danmark til breddeidrættens hjemland. Idrættens rammevilkår, faciliteter, frivillighedens rolle, byplanlægningens betydning og markedets ageren spiller sammen på en unik måde og skal koordineres mellem alle idrættens aktører, forskningsmiljøer, idrætsrelaterede virksomheder og myndigheder.

Danmark kan for en beskeden sum til forsknings- og vidensmiljøer udbrede denne viden om idrætspolitik og idrætsdeltagelse til fremme af idræt, sport, motion og fysisk aktivitet på lokalt, nationalt og internationalt niveau. Danmark kan styrke debatten om demokrati, åbenhed og korruption både hjemme og international og give medier og idrætsledere i andre lande ammunition til at fremme debatten i deres egne lande og idrætskultur. Lokale- og anlægsudviklingen skal have en international dimension, hvor iværksættere, byplanlæggere, arkitekter og bygherrer med eksportpotentiale samarbejder til at levere tidssvarende løsninger. Idrætsanalyse og folkelig oplysning kan formidle forskning, viden og debat til de idrætspolitiske aktører både hjemme og i udlandet og dermed udbrede viden om den danske model.

Tilbage til cyklen: Det var ikke sejre i Tour de France, der har skabt dansk demokratisk cykelkultur. Ikke et ord imod de store løb! – men her taler vi om kulturpolitik for folket. Cykelkultur eksisterer side om side med street-art, de unges parkour-leg og de ældres vandreturer – en breddeidræt kan realiseres i Danmark, som verden får lyst til at valfarte til.