Bevaring af kulturarven

Status: Første udkast 23. maj 2004

Tovholder: Jørgen Burchardt

 

Historie er fortællingen om forandring. Til alle tider har de gamle kunne fortælle de unge om de ændringer, der er sket i deres tid. Og hver generation har sat sit præg på landskabet og i tankerne.

Det er socialistisk politik at sikre en viden om det forgangne, så et så ægte og alsidigt billede som muligt vil kunne tegnes af de mange kulturer, det menneskelige samfund består af. Det skal ikke være kommercielle eller politiske magter, som skævvrider billedet i deres snævre interesse. Kun det offentlige kan sikre, at historiske oplysninger og genstande kan blive bevaret for – i princippet – evig tid.

Dette mål kan nås gennem en indsats fra en lang række forskellige professionelle kulturarbejdere i snævert samvirke med offentligheden og interesserede amatører. Målet må være, at bevare et vist antal karakteristiske bygninger og anlæg fra hver generation, så landskabet bliver en åben historiebog. Således skal offentligheden kunne bidrage med forslag til bevaring af fysiske levn fra sin nære fortid, og en stærk statslig lovgivning skal efterfølgende sikre, at kortsigtede og snævre interesser ikke efterfølgende kan tilsidesætte bevaringshensynet.

Ofte må disse bygninger blive ændret noget for at indgå i nye sammenhænge og blive udnyttet til nye formål. Derved mistes noget af det autentiske. Det er derfor vigtigt, at der bevares et bredt udvalg af de genstande, som har omgivet befolkningen i det daglige og som fremover viser en lille, men ægte del af forhistorien. Landet skal derfor forsynes med moderne magasiner for disse museumsgenstande, og en veluddannet kreds af professionelle museumsarbejdere skal sikre en alsidig indsamling. Også på dette område er den menige medborgers deltagelse vigtig både som donor af ting og oplysninger og som deltager i den historiske debat.

Viden om historien findes bevaret i form af bøger, breve, papirer, film og andre medier. Der skal derfor være et landsdækkende net af historiske arkiver, som bevarer det lokale, centrale og specielle. Her er endnu et område, hvor de professionelle har tradition for at arbejde snævert sammen med interesserede amatører.

Igen skal der være en stærk offentlig deltagelse, således at dele af alle sider af historien bliver bevaret. I de kommende årtier bliver det bl.a. en sikring af digitale oplysninger fra erhvervsliv og privatsfæren. Samtidig foregår den tekniske udvikling så stærkt, at den kun kan dokumenteres gennem en historisk indsamling; det er utænkeligt at indsamle en lige så stor andel af redskaber og genstande, som ved de tidligere mere genstandsfattige samfund; de nye medier må give erstatningen.

Formidling af og forskning i historien

Forskning og formidling hører faktisk sammen med den ovennævnte bevaring eller indsamling af det historiske kildemateriale. Kun gennem en dybtgående forståelse for vores samfunds udvikling og samtidig for hvorledes historie kan fortælles, kan de rette ting blive udvalgt og derved bevaret.

For formidling og forskning skal der skabes nye samarbejdsformer. Den hidtidige opdeling af bevarere og formidlere i undervisningssystemet skal nedbrydes. Kun herved kan der skabes en forståelse for de processer, som skaber kulturel og social forandring både i historisk sammenhæng, men under den internationale påvirkning, som det nutidige samfund i stigende grad fungerer i.

Således skal der på lokalt plan skabes bedre forhold for den lokale historie. Samtidig skal der etableres samarbejdsforhold på internationalt plan, så den stigende internationalisering kan forstås. F.eks. skal nye medborgere igennem dette internationale samarbejde kunne lære deres personlige historie at kende. Den internationale udveksling af idéer og produkter vil fremover blive endnu vigtigere at kende til for at forstå sin egen situation.

Generelt skal der på dette område planlægges, så kulturbevaringen vil overleve, også i økonomiske lavkonjunkturer. Der skal altså med et minimum af økonomiske midler kunne sikres en fortsat overlevelse af de bevarede genstande på trods af de eventuelle økonomiske kriser, som vores del af verden også kan risikere at blive ramt af. Især de nye medier og IT-teknologien er sårbar for manglende optimale opbevaringsforhold.