Ældre mennesker er kulturelle ressourcer

Status: Første udkast 4. maj 2010

Tovholder: Henning Eichberg

 

Der er noget paradoksalt i dansk politik. De borgerlige regeringer forringede gennem et årti folks velfærd og skadede dansk renommé i verden, men de kunne stabilt sidde på magten gennem længere tid. Hvad skyldtes højrefløjens overraskende stabilitet? Måske hænger den borgerlige dominans sammen med befolkningens aldring.

På venstrefløjen er man glad for kraftig opbakning blandt ungdommen. SFU er den stærkeste blandt de politiske ungdomsorganisationer. Alligevel satte et flertal blandt de ældre kryds ved de borgerlige, og de frafaldne gamle fra Socialdemokratiet stemte på DF.

Tager man denne udfordring alvorligt, får kulturen en overraskende, materiel betydning. Venstrefløjens velfærdsprojekt skal nytænkes kulturelt. Velfærdspolitikken har hidtil ofte lagt op til et behandlingsperspektiv: ”Vi vil gøre noget godt for vore ældre.” Det var ikke forkert, men er heller ikke på højde med den omstilling, som befolkningens aldring fører med sig. Den demografiske udvikling kræver mere end en holdning oppefra-og-ned. Det er os selv, der bliver ældre, og derfor handler ældrepolitik ikke om ældre som ”de andre”, men om ”mig selv”. Aldring i kulturen har med værdighed at gøre, med værdsættelse af aldringens erfaringer, med en ny stemning i samfundet.

Aldersdelt samfund umyndiggør

Her er en demokratisk velfærdspolitik oppe mod stærke kræfter. Industrikulturen har gennem to hundrede år aldersdelt samfundet. I skolen blev årgangsklasserne sorteret fra hinanden. Folk på og uden for arbejdsmarkedet blev sorteret fra hinanden. Og de ældre blev frasorteret resten. Aldersdelingen førte til, at vi bevæger os i homogene aldersgrupper. Man kender næppe de andre, og hvor man ikke kender hinanden, der blomstrer fordomme og frygt. Unge synes, de gamle er mærkelige, og ældre fortæller deres forfaldshistorier (”dengang var det bedre…”). Det er fremmedgørelse bogstaveligt talt.

Venstrefløjen har gjort meget for at gøre denne fremmedgørende proces mere human. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse var banebrydende i at skabe ældreboliger som ramme for folks værdige aldring. Og der kæmpes stadigvæk for de ældres rettigheder, imod den truende kvalitetsforringelse. Men de ældres institutionalisering var også del af sorteringsprocessen, hvis ulemper nu kan gå op for os. Ældre mennesker bliver umyndiggjort. De bliver passet i stedet for at være en ressource for samfundet. Kollektive bofællesskaber af ældre og unge viser alternative muligheder.

Problemet er mere end velfærdspolitisk. Fremmedgørelse og umyndiggørelsen af væsentlige dele af folket har med anerkendelsens politik at gøre. Med vort samfunds basale kultur.

Venstrefløjens identitet er ’ung’

Situationen kræver en kritisk selvransagelse. Venstrefløjen har traditionelt dyrket ungdommeligheden. På de klassiske 1.-maj-plakater retter den unge arbejder blikket kraftfuldt og beslutsomt mod en lysere fremtid. Fint nok, men det var også et billede af venstrefløjens alderspolitiske identitet. Og hvad nu?

SF’s kulturpolitik har i lang tid specielt satset på børnekultur – og det er ikke forkert, også i fremtiden. Idrætspolitik har en særlig fokus på børn og unge. Men det ser ud, som om det især er ældre mennesker – også kaldt ”de nye ældre” – der befolker vor kulturverden. Og ældre strømmer til idræt, men foreningerne er ikke altid gearet til det, og så havner de ældre som kunder på fitness-markedet. Mens mange bliver inaktive imod deres vilje – og ældre indvandrere forbliver helt udenfor.

Kultur er imidlertid ikke kun noget, man ”går til”. Kultur er noget, man selv gør. Ældre mennesker er en kulturel ressource for samfundet. Det spænder fra den buddhistiske tennisspilleren Torben Ulrich til folkesocialisten Gert Petersen, som har sat ansigt på, hvad alderen kan give. Og fra Nelson Mandela til Dalai Lama: Ældre kan give samfundet noget, som andre (og yngre) ikke kan. Fænomenet er kendt fra kulturlivet: Den gamle klovn, den gamle skuespiller, den gamle jazzmusiker har en særlig udstråling.

Ældre er altså ikke kun folk, som samfundet skal passe, men det er mennesker, der beriger samfundet, kulturen.

”Folkelig” kultur og de ældre

”Vi fødes som kopier, men dør som originaler,” sagde Storm P. Gennem et langt liv kommer menneskers originale karaktertræk frem. Men hvilken kultur og kulturpolitik lever op til denne udfordring?

Måske er folkebegrebet i SF’s navn også relevant i denne sammenhæng. Når vi visualiserer andre folkeslag, så sker det typisk gennem ældre folks ansigter: den gamle kineser, den gamle tibetaner, den gamle indianer… De siger os noget om, hvem folket er. Det virker ikke tilfældigt, at to ”folkepartier” – SF og DF – for tiden konkurrerer om ”folkelig” kultur – og om de ældre.

SF’s folkebegreb har kulturradikale undertoner. Det implicerer en dynamisk forståelse til forskel for en statisk forståelse, som fandt sit udtryk i Brian Mikkelsen Kulturkanon. Folk og kultur er ikke i sig selv traditionalistiske. Men man kan ikke gøre sig klog på kulturens forandring uden at forholde sig til fortiden. Lige som man ikke kan forudsige vejret for i morgen uden at fortælle om gårsdagens vejr. Her får altså folks erfaringer og erindringer værdi. Den oplevede tid – tradition og forandring – er ældre menneskers særegne kulturelle kapital.

Ældre menneskers frivillige arbejde

Endelig er der et problematisk forhold mellem aldring og arbejdsbegrebet. Det er arbejde, der giver status. Den største del af de ældre mennesker står imidlertid uden for arbejdsmarkedet. Men de gør noget. De er aktive. De er virksomme. Uden ældre menneskers frivillige arbejde – kulturarbejde, sociale arbejde, netværksarbejde, børnepasning – kunne samfundet ikke fungere. Men bliver deres indsats anerkendt? Produktionsarbejde er ikke det vigtigste i livet – der er værdier og ressourcer uden for arbejdsmarkedet. Der er ingen frivillighedskultur uden de ældre.

Her er venstrefløjen udfordret med sin dybt siddende arbejderisme. På de ”røde” plakater ser man arbejderen med hammeren. Men produktivismen stammer fra 1800-tallets industrielle forestillingsverden, og den skal til kritisk revision. Ældre mennesker er ikke bare produktionssamfundets affald eller nogen, der har overlevet arbejdsmarkedets slid. Det drejer sig om anerkendelse.

Der rejser sig nye dimensioner for kulturpolitikken – og for kulturkampen. Drømme og skræmmebilleder har en materiel og politisk energi. Hvordan vil jeg selv have det i min alderdom? Spørgsmålet skal ikke reduceres til rengøring og mad. Det drejer sig om aldringskultur og anerkendelsens kultur som materiel kraft. Er socialistisk kulturpolitik måske ikke mindst ældrepolitik i bredere forstand?